Nordjyllands Politi advarer mod ‘en veltalende, venlig og snedig mand’ på deres Twitter-profil, skriver B.T.
Den ukendte gerningsmand har nemlig narret mange penge ud af ældre borgere fem gange, og på meget kort tid.
Der er tale om en række ældre mennesker i områderne omkring Mariager og Hadsund, der har fået franarret deres penge.
Gerningsmanden har tidligere udgivet sig for at være fra banken. Først ringer han borgerne op, for derefter at besøge dem i deres hjem, hvor han beder om de ældre menneskers hævekort.
Tyven har fået fat i beløb på op til 15.000 kroner, inden kortene blev spærret.
- Det er forkasteligt at udnytte menneskers gode tro på den her måde og så stjæle deres sparepenge. Vi efterforsker disse forbrydelser grundigt, så vi kan finde frem til den skyldige og indlede strafforfølgning af pågældende, fortæller Nordjyllands Politis politikommissær, Mikkel Brügmann.
Ofrene for kriminaliteten har beskrevet gerningsmanden som værende 20-30 år gammel, brunlig i huden, omkring 1.70 meter høj, og kraftig af bygning.
Har man mistanke om den kriminelles identitet, eller generelle informationer der kan komme eftersøgningen til gavn, bedes man kontakte politiet på telefon 1-1-4.