Girls Aloud-sangerinde Sarah Harding er søndag morgen gået bort. Den britiske sangerinde, der kæmpede mod brystkræft, der havde spredt sig til flere steder i kroppen, blev kun 39 år gammel.
Det oplyser Sarah Hardings mor i et opslag, der er blevet delt på sangerindens Instagram-profil.
"Det er med et stort, knust hjerte, at jeg i dag kan dele nyheden om, at min smukke datter Sarah desværre er gået bort. Mange af jer kender til Sarahs kamp mod kræft, og hun kæmpede så stærkt fra hun fik diagnosen indtil sin sidste dag," skriver Sarah Hardings mor i sit opslag på det sociale medie.
I august sidste år afslørede den britiske sangerinde selv, at hun var blevet ramt af kræft, som havde spredt sig til flere steder i kroppen. Det skriver SE og HØR.
I sit opslag på Sarah Hardings Instagram skriver hendes mor, at hun er overbevist om, at hendes datter, der ikke blot var sangerinde, men også både model og skuespillerinde, vil blive husket verden over for mere end blot sin kræftsygdom.
Foto: Instagram
"Jeg ved, at hun ikke vil blive husket for sin kamp mod denne frygtelige sygdom - hun var en lysende stjerne, og jeg håber, at det er sådan, hun kan blive husket i stedet," skriver hun i opslaget.
Sarah Harding var en del af hitgruppen Girls Aloud, som også bestod af Cheryl Cole, Nadine Coyle, Nicola Roberts og Kimberley Walsh. Gruppen fik deres store gennembrud tilbage i 2002, hvor de deltog i talentprogrammet 'Popstars: The Rivals'.