Den anerkendte livsstilsekspert Anne Glad, kendt fra programmet 'Kender du typen?' på DR, har delt en alvorlig advarsel på Instagram.
I opslaget informerer hun om, at hendes identitet bliver misbrugt i svindeløjemed, og hun opfordrer sine følgere til at udvise forsigtighed.
"Det er ikke så svært at se, at det er nogen, der misbruger mit navn og Finn Frandsens fotos fra Politiken (...) Lad være med at købe og interagere med alle opslagene - anmeld i stedet profilerne. Tak." skriver hun i opslaget.
Efter hendes advarsel udtalte Anne Glad til Ekstra Bladet:
"Det er ikke første gang, jeg oplever den type misbrug, men det virker lidt mere massivt og koordineret i denne omgang. Der er ret mange forskellige afsendere. Jeg ville være ked af, hvis nogen bliver snydt, derfor lavede jeg et opslag."
Desværre ikke den første
Anne Glad er desværre ikke den eneste kendte personlighed, der har været offer for identitetssvindel på sociale medier.
Tidligere har tv-værten Sarah Grünewald også delt sin bekymring om, hvordan hendes navn og billede er blevet misbrugt i falske annoncer, der blev præsenteret som ægte nyhedsartikler. Grünewald udtalte, at hun gik i panik og følte sig hjælpeløs i forsøget på at få svindelen stoppet.