At være tv-vært indebærer ikke "bare" at man skal være opdateret på verdenssituationen, være god til at tale med alle slags mennesker og være god til at takle pressede situationer.
Man skal (ikke overraskende) også opføre sig ordentlig bag kameraet, og huske sig selv på, at man repræsenterer sin tv-kanal.
Men nu er det kommet frem, at den tidligere vært, Phillip Schofield, på det britiske morgenprogram 'This Morning', har haft en affære med en meget yngre kollega.
Den tidligere vært har beskrevet sit forhold til ITV-medarbejderen som "uklogt, men ikke ulovligt" og indrømmede at have løjet for sine arbejdsgivere, kolleger, venner og administrationsselskab om affæren. Det skriver blandt andre Sky News.
Hans indrømmelse af forholdet, samt at han havde løjet om det, kom frem i en erklæring offentliggjort i Daily Mail, kort før hans agenter også afslørede, at de var ved at skille sig af med ham med øjeblikkelig virkning.
Stationen ITV bekræftede, at de har accepteret hans opsigelse, og at han ikke længere vil optræde på kanalen.
"Vi er dybt skuffede over indrømmelserne om bedrag, som Phillip Schofield har givet i aften. De relationer, vi har til dem, vi arbejder med, er baseret på tillid. Phillip gav os løfter, som han nu erkender var usande, og vi føler os svigtet. Vi accepterer hans opsigelse fra ITV og kan derfor bekræfte, at han ikke vil optræde på ITV, som det tidligere var blevet sagt," lød det fra en talsmand for tv-stationen i fredags.
Den 61-årige tidligere 'This Morning'-stjerne forlod programmet i sidste uge.
Det siges, at den yngre kollega, som ikke er en offentlig person, ikke ønskede, at forholdet blev offentliggjort.
I sin egen erklæring sagde Phillip Schofield, at han var "dybt ked af" at have løjet om forholdet til ITV, sine kolleger, venner og agenter.
Phillip Schofield fortalte ydermere, at han havde et 'konsensuelt on-off-forhold' til sin yngre mandlige kollega, og at de mødtes da kollegaen blot var teenager. Han sagde, at det først var da kollegaen begyndte at arbejde på programmet, at forholdet udviklede sig til mere end et venskab.
"Det forhold var uklogt, men ikke ulovligt. Det er nu slut," lød det i erklæringen.
Phillip Schofield, der giftede sig med sin kone Stephanie i 1993, kom ud som homoseksuel på 'This Morning' i 2020.