NORMAL er lynhurtige til at hoppe på trends og lytte til deres kunders ønsker til virale snacks og produkter – og denne gang er det heller ikke gået forbi deres næse, at frysetørret is har fået internetbrugere til at gå i selvsving.
Den poppede, sprøde version af den klassiske is-sandwich hitter især på TikTok, og nu kan den også købes herhjemme.
Det er den amerikanske producent Planet Freeze, der står bag isnyheden, som nu er landet på hylderne i NORMALs butikker.
Produktet er en frysetørret udgave af den kendte is-sandwich – men uden kulde, smeltning og dryppende fingre. Det ligner en helt almindelig is, men er i stedet sprød og luftig.
Smagsvarianterne er klassikere: jordbær, chokolade og vanilje. Og prisen står til 20 kroner per pakke.
På NORMALs Instagram har en medarbejder delt sin reaktion, efter hun tager en bid af den særlige snack.
Hun siger: "Ej hvor er det godt" – og ser både overrasket og begejstret ud, da hun opdager, at det virkelig er en hel is.
Produktet har allerede vakt opsigt blandt kunderne og er et eksempel på, hvordan NORMAL konstant formår at ramme plet med nye lanceringer, som ikke bare er sjove, men også overrasker på smag og konsistens.
Med sommeren om hjørnet kan den frysetørrede is nemt gå hen og blive en af butikkens mest populære produkter.