Populært som aldrig før: Danskerne kan ikke få nok af fadøl

28/02/2020

Christian Granhøj Skouboe

Danskerne er tørstige efter fadøl. Foto: Bryggeriforeningen
Skummende fadøl bliver stadigt mere populært på danske caféer, restauranter og festivaler.

Mest læste i dag

I 2019 strømmede der næsten én million liter øl mere ned i fadølskrusene end året før.

Det viser nye tal for Bryggeriforeningen.

Fadøl langes over disken i hidtil udset omfang. Sidste år løb der så meget øl gennem hanerne og ganerne, at fadøllets andel af det samlede ølsalg nåede op på 15,3% – mod 10,8% for fem år siden – viser en opgørelse af salget fra de bryggerier, som er medlem af Bryggeriforeningen.

Travlheden ved fadølshanerne er ikke mindst drevet af den succes, som hvedeøl, India Pale Ale og andre ale-typer har opnået de senere år.

”Forbrugerne er nysgerrige og vil gerne smage nye øl, og mange specialøl bliver netop leveret på fad”, siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald. 

Langt størstedelen fås på fad

En undersøgelse, som Beerticker har udarbejdet for Bryggeriforeningen viser, at 70% af de nye danske øl leveres som fadøl.

Det skubber også på udviklingen, at der i disse år opstår mange nye festivaler, ølbarer og markeder med street food, der alle typisk serverer fadøl.

Niels Hald forventer, at stigningen for fadøl vil fortsætte i de kommende år.

”Det skyldes også, at bryggerierne sørger for at øge drikkeoplevelsen ved fadøl. Ikke mindst udvikler de nye fustager og teknologier, som holder øllet friskt og smagfuldt”, siger han.

 

Anbefalet til dig