Der er ikke ligefrem jubel i dag hos PostNord, da de i dag kan meddele, at Peter Kjær Jensen - administrerende direktør i PostNord Danmark, chef for PostNord International og viceadministrerende direktør i PostNord - har besluttet at forlade virksomheden.
Peter vil fortsat stå til rådighed for virksomheden indtil 31. marts 2024.
Nikolaj Grundtvig Ahrenkiel, nuværende CFO i PostNord Danmark, indtræder som konstitueret administrerende direktør i PostNord Danmark og bliver medlem af Group Leadership Team pr. 1. oktober 2023.
Det skriver PostNord i en pressemeddelelse.
Annemarie Gardshol, koncernchef og administrerende direktør i PostNord, påtager sig ansvaret for PostNord International.
Og processen med at finde en permanent afløser for Peter er begyndt.
Annemarie Gardshol, koncernchef og administrerende direktør i PostNord, lægger heller ikke skjul på, at hun gerne vil takke Peter for hans mangeårige arbejdet:
"Jeg vil gerne takke Peter for hans lederskab, vision og stærke fokus på værdiskabelse gennem de seneste år. Han har arbejdet i PostNord i en vigtig og udfordrende periode i virksomhedens historie og har haft en positiv og varig indflydelse med sit utrættelige fokus på at transformere virksomheden og image samt etablere en stærk præstationskultur. Han har også været en værdifuld sparringspartner for mig i sin stilling som viceadministrerende direktør. Jeg har fuld respekt for Peters beslutning om at forlade virksomheden og ønsker ham held og lykke i fremtiden."
Peter Kjær Jensen indtrådte i PostNords koncernledelse i 2014 og overtog i 2016 stillingen som administrerende direktør i PostNord Danmark, i 2019 stillingen som viceadministrerende direktør i PostNord og endelig stillingen som chef for PostNord International i 2023. Han har ført virksomheden gennem en periode med store omstillinger og implementeret en ny strategi med fokus på at vinde på pakkemarkedet og sikre en økonomisk bæredygtig brevforretning:
"Jeg er meget stolt af det, vi har opnået sammen i de seneste år, på trods af den modvind, vi til tider har haft. PostNord gør hver dag en forskel for vores kunder og samfundet, og virksomheden er godt positioneret til at blive endnu mere relevant for alle vores kunder i fremtiden. Det har været et privilegium at arbejde sammen med så mange talentfulde kolleger og ledere i hele Norden", siger Peter Kjær Jensen.