Foråret har været turbulent for høj som lav i det danske samfund. Det gælder ikke mindst prins Joachim og prinsesse Marie. Sidste efterår hev de teltpælene op for Danmark, udlejede deres store hus og flyttede til Paris for en periode.
Årsagen var, at prins Joachim blev optaget på et prestigefyldt fransk militærakademi, hvor prinsen skulle bygge videre på sin uddannelse. I samme ombæring skulle parrets to børn - prins Henrik og prinsesse Athena - have et års skolegang i netop Frankrig, som det danske kongehus jo som bekendt har stærkt tilknytning til.
I løbet af foråret tvang coronavirussen dog den lille familie til at vende hjem til Danmark for en stund. Nu er familien tilbage i Paris, og nu sætter prins Joachim ord på, hvilke overvejelser familien gør sig om fremtiden.
Stiller spørgsmålstegn
Det er Billed Bladet, som har talt med prins Joachim. I interviewet træder prinsen behændigt uden om at svare på, hvorvidt familiens fremtid vil have Danmark som omdrejningspunkt for deres hverdag, eller de kigger mod udlandet.
"Hvem ved? Hvad fremtiden byder på, er nok for tidligt at sige noget om. Der kan ske så meget, og jeg holder optionerne åbne. Så tager vi den derfra," udtaler prins Joachim.
Derudover spørger journalisten også, hvorvidt prinsens nye uddannelse vil kunne føre til et job, der ligger i udlandet. Dette spørgsmål besvarer prinsen med et kort: "Det kunne det måske"