Mange måtte nok lige læse beskeden to gange, da prins Harry og hertuginde Meghan onsdag lagde en tekst på det sociale medie Instagram, hvori parret fortalte, at de trækker sig tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus. Det er ikke hver dag, at man hører det. De begrunder tilbagetrædelsen med, at de vil bruge mere tid på deres nye hjælpeorganisation samtidig med, at de ønsker at bo både i USA og England. Derudover fortæller parret også, at det er deres plan, at de vil gøre sig økonomisk uafhængige af kongehuset, men fortsat ønsker at støtte fuldt op om dronning Elizabeth.
Torsdag viser det sig, at beskeden også kom som en overraskelse for resten af familien på Buckingham Palace. BBC og Reuters har erfaret, at hverken dronning Elizabeth eller andre medlemmer af den kongelige familie vidste, at prins Harry og hertuginde Meghan planlægger at træde tilbage.
BBC fortæller yderligere, at medlemmer af det britiske kongehus er "såret" og "skuffede" over meldingen. Dog har hoffet udsendt en pressemeddelelse, hvor de forholder sig diplomatisk men usædvanlig kortfattet til nyheden.
"Drøftelserne med hertugen og hertuginden af Sussex (prins Harry og hertuginden Meghan, red.) er på et tidligt stadie. Vi forstår deres ønske om at vælge en anden tilgang, men der er komplicerede problemer, som det vil tage tid at gennemgå," skriver en repræsentant for Buckingham Palace i den officielle udtalelse.