Prinsesse Marie fortsætter kampen mod madspild

Nyheder
Prinsesse Marie vil mødes og tale med de frivillige, der dedikerer en del af deres tid til at bekæmpe madspild. Foto: Folkekirkens Nødhjælp
Mandag vil prinsesse Marie hilse på de mange frivillige, der snart kan slå dørene op til Folkekirkens Nødhjælps fjerde Wefood-butik. Under besøget vil Prinsessen på vegne af hjælpeorganisationen modtage 3,41 mio. kr, som er doneret af Salling Fondene til åbningen af flere Wefood-butikker.

Lige nu læser andre også

Madspild er både dyrt for pengepungen, retfærdighedssansen og klimaet.

Det ved de fleste, og derfor går flere og flere til kamp mod madspild. En af dem er Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie, der som protektor for Folkekirkens Nødhjælp officielt åbnede den første Wefood-butik i 2016. Wefood er et madspildssupermarked, der sælger varer, som mange konventionelle supermarkeder kasserer. Varer, der er ude af sæson, har overskredet bedst-før-datoen eller hvor emballagen er i stykker eller har fejl. Butikkerne drives af frivillige, og overskuddet går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde i verdens fattigste lande. 

Siden Folkekirkens Nødhjælp slog dørene op til den første butik, har Wefood været en stor succes. I dag driver organisationen tre butikker i henholdsvis København og Aarhus, og i december åbner endnu en Wefood i København, denne gang i Københavns Sydhavn.  

Sammen med Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, vil Prinsessen besøge den nye Wefood-butik mandag den 2. december 2019.  Her vil prinsessen hilse på de mange frivillige og bakke op om det gode arbejde.  

”De frivillige er kernen i vores arbejde. Det er takket være de frivillige, de mange kunder og vores leverandører, at vi kan drive Wefood og samle penge til verdens fattigste,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

To nye butikker

En af Wefoods største samarbejdspartnere er Salling Group, der blandt andet står bag føtex, Netto og Bilka. Salling Group var med til at udvikle Wefood tilbage i 2015, og koncernen har igennem årene været en fast leverandør af overskudsvarer. Alene i år har Salling Group doneret mere end 80 tons varer til Wefood-butikkerne.

”Madspild er en udfordring, og en stor belastning for klimaet, vi har derfor alle et ansvar for at gøre noget. Vi har valgt at prioritere kampen mod madspild højt og har sat os det mål, at halvere vores madspild frem mod 2030. Det er ambitiøst og kan kun lade sig gøre med hjælp fra vigtige madspildaktører som Wefood, ” siger Per Bank, administrerende direktør i Salling Group.

Under besøget vil Prinsesse Marie, på vegne af Folkekirkens Nødhjælp, modtage en check på 3,41 mio. kroner fra Salling Fondene, som ejer Salling Group. Pengene skal gå til åbningen af to nye Wefood-butikker på Fyn og i Jylland.

”Det er en glæde for Salling Fondene, at vi fortsat kan støtte det mangeårige samarbejde med Wefood og bidrage til kampen mod madspild og et mere ansvarligt forbrug af vores fælles ressourcer, ” siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.  

 

Anbefalet til dig