Prinsesse Marie i felten: Sætter fokus på to store problemer

25/02/2020

Christian Granhøj Skouboe

Prinsessen drager til Uganda som protektor for Folekirkens Nødhjælp. Foto: Folkekirkens Nødhjælp
Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie rejser til Uganda med Folkekirkens Nødhjælp for at sætte fokus på klimaforandringer og verdens fattigste.

Mest læste i dag

Som protektor for Folkekirkens Nødhjælp rejser Prinsesse Marie i dag, tirsdag den 25. februar 2020, til Uganda for at besøge organisationens arbejde.

Prinsessen skal blandt andet se en række klimaprojekter, der sikrer bedre levevilkår for fattige og sårbare familier i Uganda. Derudover skal Prinsessen besøge flygtningefamilier og lokale organisationer, der kæmper for kvinders rettigheder og ligestilling.

”Vi ser frem til at introducere Prinsesse Marie for en del af vores arbejde i Uganda og give Prinsessen en større indsigt i de udfordringer, som landet står over for. Særligt klimaforandringerne og ekstremt vejr er et alvorligt problem i regionen, og der er brug for grønne og bæredygtige løsninger. Ellers risikerer vi, at endnu flere mennesker sulter, når høsten slår fejl” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen i en pressemeddelelse.

Klimaforandringer og verdens fattigste

Den 8. marts afholder Folkekirkens Nødhjælp landsindsamling, og for andet år i træk er temaet ’Klimahjælp til verdens fattigste’.

”Klimahjælp behøver hverken at være dyrt eller kompliceret. For eksempel kan det være at plante træer, som modvirker jordskred, optager CO2 og giver livsvigtig skygge, mad og medicin. Det kan også være introduktion af nye afgrøder, som kan overleve i et ændret klima, eller det kan være dæmninger, diger og opsamlingsøer. Klimahjælp kan gøre sårbare samfund mere robuste og i sidste ende redde liv, ” siger generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen.

Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet i Uganda siden 1979, og organisationens indsatser har særligt fokus på unge og kvinder. Uganda har i flere år modtaget flygtninge fra flere af nabolandene, og lige nu huser det nordlige Uganda mere end 1,3 millioner mennesker på flugt fra konflikterne i Sydsudan og Congo.

Prinsesse Marie skal blandt andet møde flygtningekvinder, der får undervisning i at drive økologisk landbrug og opsamle regnvand. Sammen med lokale ugandere er de blevet certificeret i at producere bæredygtige søde kartofler i projektets første leveår. De kan altså nu kalde sig for småbønder.

Protektor siden 2011

Prinsesse Marie har været protektor for Folkekirkens Nødhjælp siden 2011 og følger løbende med i organisationens arbejde. Prinsessen har tre gange tidligere rejst med Folkekirkens Nødhjælp. I 2012 besøgte Prinsessen Cambodja, hvor hovedtemaet var sultbekæmpelse. To år efter besøgte Prinsessen Etiopien, hvor fokus var dyrkning af nye afgrøder, adgang til HIV-medicin samt styrkelse af rettigheder. Senest besøgte Hendes Kongelige Højhed Myanmar i 2016 for at sætte fokus på fattigdomsbekæmpelse.

 

Anbefalet til dig