Onsdag aften gennemførte statsminister Mette Frederiksen et pressemøde, der allerede er blevet omtalt som "historisk" flere steder. Her sendte hun bl.a. skolebørn, studerende og offentlige ansatte hjem i to uger, så coronavirussens spredning kan blive sænket.
Et andet punkt på pressemødet var, at statsministeren opfordrede til, at danskerne ikke begyndte at hamstre dagligvarer i supermarkederne. Denne opfordring faldt dog for døve ører.
Hamstrer som gale
Senere på aftenen viste tv-kanaler og netaviser billeder af danske supermarkeder, der var blevet raseret af horder af mennesker, der hev store mængder dagligevarer ned i kurven.
Et af de produkter, som hamsterne købte i massevis var toiletpapir.
Den trend er fortsat torsdag morgen, hvor det er væltet ind med annoncer på brugtvarerportalen DBA. Her forsøger danskere at sælge deres overskydende toiletpapir til skyhøj priser. Det fortæller Ekstra Bladet.
Skyhøje priser
Priserne svinger fra 100 kroner for en toiletrulle til helt op til 8000 kroner for en enkelt rulle. Retfærdigvis skal det siges, at flere af annoncerne er skrevet med et åbenlyst glimt i øjet. Andre ser dog ved første øjekast langt mere seriøse ud.
Det har torsdag morgen fået DBA til at træffe beslutning om, at de fjerner alle annoncer, hvor man forsøger at sælge gær, toiletpapir og andrer varer, der tyder på, at sælger udnytter den nuværende situation med coronavirussen til at tjene sine mønter.
"Vi følger regeringens anbefalinger om, at man ikke skal hamstre varer, og derfor godtager vi ikke disse annoncer. DBA er en platform, vi stiller til rådighed for vores brugere, hvor annoncerne kommer på straks, men vi sørger for løbende at fjerne annoncerne fra sitet," fortæller Lene Kristensen, chef for kundeservice-afdelingen ved DBA, til Ekstra Bladet.
Torsdag formiddag har regeringen offentliggjort, at erhvervsminister Simon Kollerup og fødevareminister Mogens Jensen var holde en pressemøde vedrørende danskernes hamstring af daglig- og fødevarer.