Det er de færreste danskere, som siger nej til et glas svalende Cola, Sprite eller Faxe Kondi på en varm dag.
Siden afgifterne på sodavand blev halveret i 2013 og sidenhen helt afskaffet året efter, har sodavand været ude i et regulært prisdyk. Det ses tydeligt i tal fra Danmarks Statistik. Her kan man se prisen på sodavand i de danske supermarkeder er faldet med 35,2 siden starten af 2013.
Og de lave priser har i den grad givet danskerne smag for sodavanden. Bryggeriforeningen fortæller til avisen B.T., at salget af sodavand er steget med 27 procent mellem 2013 og 2018.
Ifølge en ekspert på området, så peger udviklingen i en helt forkert retning, når det kommer til danskernes sundhed. Sodavand er nemlig propfyldt med sukker, men indeholder ingen næringsstoffer, derfor er vejen til overvægt ofte brolagt med Cola-kapsler.
"Sundhedsmæssigt er det et kæmpe problem, når sodavand er så billigt og tilgængeligt, at vi drikker mere og mere af det," fortæller Martin Kreutzer, som er ekspert i ernæring og sundhed, til B.T.
Særligt supermarkedernes skyld
I supermarkedernes krig med hinanden er sodavanden blevet et populært våben, og det er en af grundene til, at prisen fortsætter med at falde. Uge efter uge så bruges slagtilbud på sodavand som middel til at trække forbrugerne ind i butikkerne. Ifølge BTs oplysninger kører 15 af 17 landets supermarkedskæder i denne uge slagtilbud på sodavand.