Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det i denne tid er blevet dyrt at varme huset eller lejligheden op - endda meget dyrt.
Men nu har flere danske fjernvarmekunder fået en helt fantastisk nyhed.
Julegaven, som de altså får lidt før tid, kommer fra Thorsø Fjernvarmeværk i Thorsø nordvest for Aarhus. De har i deres nyhedsbrev bekræftet, at bebudede prisstigninger på omkring 35 procent skrottes.
Det skriver TV 2 Østjylland.
Fjernvarmekunderne vil næste år i stedet kunne varme deres bolig op til samme pris som hidtil.
Beslutningen kommer efter en tid med billigere strøm end først forventet, hvortil det kommer, at Thorsø Fjernvarmeværk snart tager en ny flis-kedel i brug.
Men der er såmænd mere endnu.
Gode nyheder har de nemlig flere af, da det varme efterår kommer til at medføre, at størstedelen af kunderne skal have penge tilbage.
Kredsløb Fjernvarme A/S, der leverer varme til indbyggerne i Aarhus-området, har også været ude at love kunderne, at de ikke vil komme til at betale mere for varmen i 2023, end i år.