Prop og Berta i 4D, kyssetræ og indendørs snevejr: Her er julen i Kolding Storcenter

27/11/19 14:30

Christian Granhøj Skouboe

Sådan ser et lille udsnit af julelandskabet ud. Foto: Kolding Storcenter
Juletiden er over os, og traditionen tro slår Kolding Storcenter dørene op til et juletorv med et magisk twist.

I december måned kan du både møde julemanden, opleve et 4D-dukketeater med Prop og Berta, tænde kyssetræet og aktivere det fortryllende snevejr i julelandet, alt imens julegaverne ordnes og julefreden sænker sig.

Julen er hjerternes fest. Det mærker man i Kolding Storcenter, som i år har pyntet op til en højtid fuld af kærlighed. Der er masser af rendyrket julehygge i vente, når Kolding Storcenter igen i år byder indenfor til et juleprogram spækket med aktiviteter for hele familien.

Programmet skydes i gang, når selveste julemanden lander i centeret lørdag den 30. november.

”Centeret er altid velbesøgt i juletiden, og vi er glade for, at vi også i år kan hjælpe vores kunder i julestemning, alt imens ét af julens helt store gøremål ordnes; julegaveindkøbene,” siger Gitte Lindbo, centerchef i Kolding Storcenter, i en pressemeddelelse. 

 

Moderne twist på den klasssike julestemning

På Store Torv finder du det eventyrlige juleland, som ved første øjekast ligner en traditionel juleudstilling, som vi kender den med røde julehjerter, et 12 meter højt juletræ, mini-julebyer og en julekarrusel til de mindste. 

Derudover har man også mulighed for at tænde hinandens hjerter og hjerterne på kyssetræet med et enkelt kys under det store juletræ. Skab liv i minibyerne og pynt skærmene i skoven med dit personlige billede, når du bruger hashtagget #koldingstorcenter. Eller få opfyldt ønsket om en hvid jul og se sneen dale ved at sende en SMS med teksten SNE til 1272 og vær med til at sprede lidt ekstra julestemning.

Julen skydes for alvor i gang, når selveste julemanden lander sin kane i Kolding Storcenter lørdag den 30. november kl. 14 ved indgang G, og alle barnlige sjæle er inviteret med til fest. Julemanden får følgeskab af de prisbelønnede gardere fra Vejen Garden, som vil spille julen ind med søde og velkendte juletoner.

Herefter kan du møde julemanden hver dag frem til jul, hvor han tager imod juleønsker og fortæller gode julehistorier. Som det eneste sted i landet kan børn og barnlige sjæle opleve Prop og Bertas jul, et spektakulært 4D-juledukketeater, som helt sikkert vil bringe julestemningen frem.

På Luciadag har du også muligheden for at være en del af Danmarks måske største Luciaoptog. Hop i dit fineste hvide tøj og bliv en del af det smukke Luciaoptog. Mød op på Store Torv fredag den 13. december kl. 17. Er du blandt de første 700, kvitteres der med en biografbillet.