Den sidste søndag i juli er en vigtig dag i Rusland. Det er nemlig Flådens Dag. Her vises alle Ruslands maritime midler frem. Det er alt fra ubåde til store fregatter.
Ligeledes benyttede præsident Putin også dagen til at offentliggøre nye planer for den russiske flåde. Der blev nemlig underskrevet en ny 55-siders lang flåde-doktrin, der understreger Ruslands ambitioner om at være 'en maritim stormagt,' som strækker sig ud over hele verden.
Dog er én særlig nation i vejen for denne udvidelse: USA. I doktrinen bliver 'USA's politiske strategi om at dominere verdenshavene' nemlig beskrevet som den største trussel for den russiske plan.
I doktrinen er der desuden skrevet, at der må tages militære midler i brug, hvis blød magt ikke er nok mod Ruslands trusler. I den sammenhæng fik Putin også annonceret, at hans nye våben vil ankomme inden for få måneder.
Og det er ikke et hvilket som helst våben. Der er tale om det hypersoniske missil, Zircon, der angiveligt er i stand til at flyve med ni gange lydens hastighed og har en rækkevidde på hele 1000 kilometer.
- Nøglen her er Ruslands flådes kapabilitet ... den (Zircon) er i stand til at svare tilbage med lydens hastighed mod alle, der beslutter sig for at krænke vores suverænitet og frihed, lød det blandt andet fra Putin i sin tale på Flådens Dag, som blandt andet fandt sted i Sankt Petersborg. Det skriver Ekstra Bladet.
Flådens Dag blev dog afholdt i flere russiske havnebyer. I Sankt Petersborg blev dagen markeret med 40 skibe, kuttere og ubåde. Derudover blev 42 fly sendt på vingerne, og 3500 soldater var til stede.
Flådens Dag stammer fra 1939, da Anden Verdenskrig startede, og landet hed Sovjetunionen. Den blev skrottet i 1980 igen, indtil Putin genoplivede Flådens Dag i 2003.