Rasmus Paludan er blevet fundet skyldig i racisme i Østre Landsret. Han har dog fået en mildere dom, end han fik i byretten. Det skriver Ritzau.
Stram Kurs-stifteren er blevet idømt en straf på tre måneders fængsel, som er blevet gjort betinget.
Da han sidste sommer blev dømt i Retten i Næstved, var den ene af de tre måneder ubetinget. Det vil sige, at Rasmus Paludan efter domsafsigelsen i Østre Landsret kan glæde sig over, at han ikke skal i fængsel.
"Vi finder, det er en passende straf alt taget i betragtning," lød det ifølge Ritzau fra landsdommer Jacob Waage ved domsafsigelsen torsdag eftermiddag.
Det er dog ikke blot den ubetingede fængselsstraf, han er sluppet for i Østre Landsret. Den kontroversielle politiker er også sluppet billigere på andre punkter i landsretten.
Den 39-årige Rasmus Paludan er blandt andet blevet frifundet for retten til at beskæftige sig med straffesager og sager om fri proces i tre år, lyder det fra Ritzau.
Desuden er han blevet dømt til at betale en mindre godtgørelse til en somalisk kvinde. Det sker, da han har krænket hendes ære. Han skal betale 5.000 kr. til kvinden, hvilket beløbet er blevet reduceret til, da byretten mente, at han skulle betale 30.000 kr. til hende.
I forbindelse med retssagen i Østre Landsret, er flere betjente blevet placeret både i og uden for retslokalet. Kun to tilhørere er mødt op, skriver Ritzau.