I forrige uge udkom Rasmus Seebachs nye sang "Så længe vi danser" - og det er i forbindelse med den, at han kastede sig over noget helt uvant.
Sangen håber han kan være med til at sætte ild i de danske dansegulve og han glæder sig til at spille den live for publikum.
Personligt er Rasmus Seebach selv særdeles begejstret for sangen, som han fortæller er inspireret af lyden af 80'erne og Rasmus Seebachs egen barndom.
"Min fornemmelse er, at jeg har ramt en rigtig fed lyd. Når jeg har spillet den for gæster derhjemme, så får de lyst til at danse, og min søn har også allerede lært lidt af teksten og går og synger med, og det gør mig meget stolt. Allerede der har jeg oplevet en form for succes," lyder det fra ham om sangen.
Nu var tiden inde
I forbindelse med sangen, fik han dog også bragt sig selv i en noget uvant situation. Da han sad og skulle finde på noget visuelt til musikvideoen, tænkte han nemlig på, om der var noget han ikke havde prøvet før - eller ikke turde gøre før. Og det var her, at han så indså at det måske var tid til at afprøve et dansenummer.
"Jeg gør det sgu, tænkte jeg. Jeg nåede at fortryde mange gange. Skal jeg stå på et shoot med alle mulige rigtige dygtige dansere og så mig i midten?," fortæller han til BILLED-BLADET.
Det er skam ikke fordi at Rasmus Seebach ikke danser - men det plejer ikke at være med koreografi og uden fadøl.
Men det blev det denne gang.
Du kan se resultatet af musikvideoen herunder: