Det er kun godt et døgn siden, at de nye strammede restriktioner trådte i kraft i en del af landet.
København, Aarhus, Odense og en række hovedstadskommuner er nu igen delvist nedlukket. Det betyder, at restauranter, caféer, biografer og fritidstilbud har lukket dørene indtil 3. januar.
Disse restriktioner blev meldt ud mandag, men nu tyder det på, at regeringen kan være på vej med flere restriktioner inden for kort tid. Det viser en mødeindkaldelse, som regeringen har sendt ud. Det vender vi tilbage til.
Onsdag blev der sat en trist rekord i Danmark. Statens Serum Institut kunne fortælle, at styrelsen havde registreret 2558 nye smittede på et døgn.
Mødes i dag
Det høje antal nye smittede har været billedet hver dag i denne uge, når Statens Serum Institut har udgivet de daglige coronatal. Mandag steg kontakttallet også. Det er nu 1,2. Det betyder, at epidemien igen udvikler sig.
Der går desuden en uges tid eller deromkring, før effekten af nye restriktioner kan ses. Det er altså først i midten eller slutningen af næste uge, at det bliver klart om den nye delvise nedlukning hjælper på tallene.
Torsdag har regeringen indkaldt coronafølgegruppen til møde. Det betyder typisk, at de skal diskutere nye restriktioner, som er på vej. Indkaldelsen bekræftes af Per Larsen fra Konservative over for nyhedsbureauet Ritzau. Præcis hvad regeringen har planlagt vides ikke, men mon ikke offentligheden bliver klogere senere på dagen. Coronafølgegruppen mødes klokken 11.45.