Forsvarsministeriet har indkaldt til pressemøde, der finder sted torsdag formiddag. Årsagen er, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) og partierne i forligskredsen i dag forventes at nå til enighed om en ny aftale, der skal sikre et styrket dansk cyberforsvar.
Det fortæller ministeriet torsdag morgen i en indkaldelse.
"Forsvarsminister Trine Bramsen og partierne i forsvarsforligskredsen forventes i dag klokken 11.00 at nå til enighed om en politisk aftale om et styrket dansk cyberforsvar," skriver ministeriet.
Her vil de sætte ind
Tidligere på måneden præsenterede regeringen sit udspil til den nye aftale. Regeringen foreslår at anvende de afsatte 500 mio. kr. fra forsvarsforligets cyberpulje til at løfte Danmarks cyberforsvar.
Blandt hovedinitiativerne er et nyt indsatshold, der kan rykke ud ved store angreb, flere og bedre systemer i Center for Cybersikkerhed, udbredelse af Center for Cybersikkerheds uddannelse og kompetencer til hele Danmark samt et nyt cyberhjemmeværn.
Hvor mange af disse foreslag, der er endt som en del af den endelige aftale, finder offentligheden ud af, når pressemødet går i gang. I forbindelse med at regeringen præsenterede sit udspil, sagde forsvarsminister Trine Bramsen:
”Cyberangreb er ikke noget, der kommer engang ud i fremtiden. De er her – og de rammer også Danmark, danske myndigheder og virksomheder. Selvom vi har et godt cyberværn i dag, skal vi ruste os til fremtidens udfordringer. Det kræver flere og bedre redskaber. Ikke mindst stiller det krav om stærke kompetencer i hele Danmark."
”Vi må aldrig lade ansigtsløse hackere ødelægge danskernes tryghed. Derfor skal vi som samfund blive langt bedre til at forstå, hvor stor skade mennesker bag en skærm i fjerne lande kan udrette på vores land. Center for Cybersikkerhed er en nøglespiller i vores styrkede cyberforsvar – men vi skal også have resten af samfundet til at forstå alvoren," fortalte forsvarsminister Trine Bramsen videre.
Pressemødet finder sted hos Dansk Erhverv på Børsen i København torsdag fra 11.00, oplyser Forsvarsministeriet.