Regeringen lancerer Brexit-hjemmeside med information til borgere og virksomheder

Af: Helge Rahbek

|

26/10/2018

Storbritanniens beslutning om at træde ud af EU får betydning for danske virksomheder og borgere. Regeringen ønsker løbende at informere bedst muligt om konsekvenserne ved Brexit samt status for forhandlingerne. Formålet er at hjælpe berørte danske virksomheder og borgere med at forberede sig bedst muligt.

Lige nu læser andre også

Udenrigsministeriet lancerer i dag en Brexit-hjemmeside, hvor borgere og virksomheder kan få hjælp til at finde information om, hvad Storbritanniens udtræden af EU kan betyde for dem. Hjemmesiden giver generel information om betydningen af Storbritanniens udtræden for danske virksomheder og borgere og giver et overblik over – og linker til – relevant information hos andre offentlige myndigheder. Herudover informerer hjemmesiden om forhandlingsforløbet og Danmarks rolle i forhandlingerne.

I en pressemeddelse skriver Udenrigsministeriet: 

Regeringen arbejder hårdt på, at der indgås en aftale mellem Storbritannien og EU om den britiske udtræden af EU. Men der er desværre en risiko for, at det i sidste ende ikke lykkes. Og selvom der indgås en aftale, vil forholdet til Storbritannien uden for EU fremover blive et andet, end det vi kender i dag. Hvad enten du er britisk borger i Danmark, dansk borger i Storbritannien eller er del af en virksomhed, der har berøring med det britiske marked, kan Storbritanniens beslutning om at træde ud af EU derfor få betydning for dig.

For at hjælpe virksomheder og borgere bedst muligt har regeringen gennem længere tid kortlagt, hvad myndighederne kan gøre for bedst muligt at håndtere, at Storbritannien bliver et tredjeland uden for EU. Lanceringen af information til borgere og virksomheder på Udenrigsministeriets Brexit-hjemmeside og på andre ministeriers hjemmesider udgør en styrket informationsindsats som bidrag til, at borgere og virksomheder også kan forberede sig. Informationen på hjemmesiden vil opdateres sideløbende med ministeriernes informationsarbejde og i takt med, at forhandlingerne skrider frem.

Du finder hjemmesiden her.

Anbefalet til dig