Regeringen manglede også to slags hjemme til at udbetale bonus

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Regeringen havde stadig ikke to slags lovhjemmel på plads, da Mette Frederiksen udlovede en bonus til minkavlerne for at aflive mink hurtigt.

Lige nu læser andre også

Mette Frederiksen (S) havde ikke hjemmel til at love minkavlerne en bonus for at aflive minkene hurtigt - den såkaldte tempobonus.

Regeringen havde altså ikke hjemmel til at kræve alle mink i landet aflivet, ligesom de manglede hjemmel til at bringe deres løfte om tilskud til minkavlerne ud i livet.

Ifølge B.T. manglede de faktisk to slags hjemmel, da der hverken var materiel hjemmel, som ville medførte, at det blev muligt at udbetale bonussen til minkavlerne, ligesom der ikke var finansiel hjemmel, som ville medføre, at de kunne bruge statskassen.

Grundlaget for dette kom ifølge Minkkommissionen først året efter.

Minkkommissionen mener derfor, at minkavlerne blev "groft vildledt".

"Tilsvarende synes det heller ikke blot at kunne tages for givet, at der ville være materiel og finansiel hjemmel til en tempobonus, som var en ny idé undfanget dagen før, og som hverken var kompensation for tab eller begrundet i påførte omkostninger, men et tilskud," skriver Minkkommissionen ifølge B.T. i forlængelse af spørgsmålet om, hvorvidt der var hjemmel til at beordre alle mink aflivet.

De konkluderer herefter, at der altså ikke forelå materiel og finansiel hjemmel, da man kom frem med den såkaldte tempobonus den 4. november 2020.

Formænd reagerer

Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er taget til tasterne og skriver i et Facebook-opslag om Minkkommissionens rapport.

"Kritikken er helt klar: Statsministeriet har handlet meget kritisabelt - og statsministeren har lavet en grov vildledning af danskerne, da hun udstak ordren om at slå alle mink ihjel," skriver han indledningsvist, hvorefter han ikke lægger skjul på, at han finder hele forløbet yderst kritisabelt.

"Jeg har svært ved at finde ord for, hvor kritisabelt det er. Tænk på alle de danskere, som på et øjeblik blev frataget hele deres levegrundlag - endda ved, at regeringen brød loven. Det er ikke alene Mette Frederiksen, som har handlet groft kritisabelt. Flere embedsmænd og andre ministre fremhæves også - og deres ansvar skal selvfølgelig undersøges i et spor for sig."

Han skriver slutteligt, at en uvildig advokatvurdering af rapporten er på sin plads.

"Kommissionen må ikke tage stilling til, om statsministeren har handlet groft uagtsomt - og derfor skal vi have en advokatundersøgelse, som kan undersøge Mette Frederiksens juriske ansvar."

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, har ligeledes knyttet nogle ord til forløbet.

"Jeg mindes ikke at have set så alvorlig og så bred en kritik af en regering. Det står nu fuldstændig klart, at statsminister Mette Frederiksen gav en ulovlig ordre om at aflive alle mink i Danmark. Og hun vildledte groft både Folketinget og danskerne," skriver han i et opslag på Facebook og peger derefter pilen i retning af Mette Frederiksen.

"Uanset hvordan man vender og drejer det, så peger pilen på statsministeren. For beslutningen blev truffet på et møde i regeringens koordinationsudvalg i Statsministeriet. Hun sad for bordenden."

Også han foreslår en uvildig advokatvurdering af rapporten.

Anbefalet til dig