Torsdag har Mette Frederiksen sammen med resten af SVM-regeringen sat en bemærkelsesværdig rekord.
Dagens ministerrokade betyder, at der nu er intet mindre end 25 ministre, hvilket er det højeste antal nogensinde.
Det skyldes blandt andet, at man har hentet ministre ind til nye ministerier, heurnder Ministerium for Grøn Trepart, hvor Jeppe Bruus bliver minister.
Her er der tale om endnu et grønt ministerium udover klimaministeriet og miljøministeriet, skriver B.T.
Foruden Ministerium for Grøn Trepart er der det nye Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab med den nyudnævnte Torsten Schack Pedersen (V) som minister og et nyt europaministerium under Udenrigsministeriet med Marie Bjerre (V) i spidsen.
Da SVM-regeringen blev dannet i 2022 var der 23 ministre. Tallet hedder nu 25, som altså skyldes, at der oprettes tre nye såkaldte ressortområder, mens der nedlægges ét.
Udover tre ny ressortområder bød torsdagens ministerrokade også på et "bytte", hvor den københavnske overborgmester Sophie Hæstorp Andersen blev hevet ind som bolig- og socialminister, mens Pernille Rosenkrantz-Theil nu er kandidat til posten som overborgmester for Socialdemokratiet ved valget i november 2025.
Mette Frederiksen har bestemt fået høstet en del anderkendende nik i Socialdemokratiet, da man nu er ved at køre hendes veninde helt tilbage fra studietiden i stilling som overborgmesterkandidat.
Dagens overraskelse på ministerholdet var, at særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen, Caroline Stage Olsen, er ny digitaliseringsminister.
Hun overtager fra Marie Bjerre, der skal videre til Europaministeriet.
Ny skatteminister efter Jeppe Bruus, der ryger over i det nyoprettede Ministerium for Grøn Trepart, er Rasmus Stoklund.