Der har været meget snak om den såkaldte ‘sommerpakke’ som er en pakke, hvor folketinget vil have sendt penge ud i samfundet igen.
Det kan gøres på flere forskellige måder, og det er netop det, som de forskellige partier forhandler om i dag.
Et af de områder der har været meget tale om, er de indefrosne feriepenge, men nu er der også tale om penge til et helt andet område.
Finansminister Nicolai Wammen fortalte i dag på vej ind til forhandlingerne, at regeringen har fremlagt et forslag om, at alle pensionister og førtidspensionister skal have 1.000 kroner skattefrit.
“Vi har fra regeringens side lagt et forslag frem om, at blandt andre pensionister og førtidspensionister kan få 1000 kroner skattefrit som et engangsbeløb,” fortæller ministeren til Ritzau.
Gælder også studerende
Ritzau fortæller også, at regeringens forslag gælder alle på overførselsindkomst, og det betyder, at også studerende på SU samt folk på kontanthjælp vil modtage 1.000 kroner.
Partier begyndte forhandlingerne tidligere i dag, og de er fortsat i gang. Der har dog været store problemer, så blandt andet Liberal Alliance har valgt at forlade forhandlingerne.