Rejsekortet er nu meldt til Forbrugerombudsmanden
Lige nu læser andre
Meldingen til alle pendler var ellers ret klar: Det fysiske Rejsekort er på vej ud, og næste stop er appen.
Så enkelt bliver det solgt i en landsdækkende kampagne fra Rejsekort & Rejseplan.
Problemet er bare, at fortællingen manglede en vigtig brik og nu er sagen landet hos Forbrugerombudsmanden. Det fortæller TVMidtvest.
Ifølge Politiken viser en aktindsigt, at myndigheden undersøger, om selskabet kan have brugt vildledende markedsføring.
Kampagnen har nemlig sat spot på, at det fysiske Rejsekort lukker i maj, og at kunderne i stedet bør skifte til Rejsekort-appen.
Læs også
Men i kampagnematerialet bliver det ikke nævnt, at der faktisk er en ny fysisk løsning på vej.
Et nyt kort ingen hører om
Det kommende alternativ hedder Basiskort, og Rejsekort & Rejseplan skriver på sin hjemmeside, at Basiskortet samt nye gule checkpunkter skal være klar til brug i hele landet i begyndelsen af 2026.
Netop den detalje er ifølge kritikken blevet underkommunikeret, især over for dem, der ikke kan eller vil bruge en app i hverdagen.
Mindst otte borgere har klaget til Forbrugerombudsmanden, og Politiken skriver, at undersøgelsen blev sat i gang kort før jul.
Mediet Journalisten har samtidig rettet kritik mod kampagnen for at give indtryk af, at appen er den eneste realistiske vej frem.
Læs også
Kundedirektør Jens Willars kommenterer ikke de juridiske aspekter over for Politiken. I stedet peger han i et skriftligt svar på, at Basiskortet har stået på hjemmesiden, og at kommunikationen vil blive skruet op, når kortet kan købes og bruges.