Rema 1000 afslører nyt samarbejde: Snart kan kunderne købe langt flere af disse varer

Nyheder
Foto: Shutterstock
Rema 1000 har et nyt samabejde i gang.

Lige nu læser andre også

Snart vil kunderne i REMA 1000 kunne købe markant flere fødevarer fra dyr, som har levet under åben himmel og med mere plads. Dyrenes Beskyttelse og REMA 1000 har nemlig netop indgået en aftale om at løfte dyrevelfærden til højeste niveau på langt flere produkter fra grise, kyllinger og køer.

Aftalen indebærer blandt andet, at 25 procent af salget af alt fersk kød fra gris og kylling skal stamme fra frilandsproduktioner inden for de næste to til tre år.

Samtidig bliver salget af den hurtigt voksende kyllingerace, Ross 308, helt udfaset.

Det oplyser Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse. 

”Det er en meget stor og god nyhed for alle de mange landbrugsdyr, som i kraft af aftalen vil få et liv med adgang til det fri, mere plads og mulighed for at udleve deres naturlige adfærd. Aftalen med REMA 1000 er et resultat af en lang og grundig dialog, hvor der både er sat ambitiøse målsætninger på kort og lang sigt. Det er mål, der flytter såvel sortiment som markedsføring af varer med høj dyrevelfærd meget hurtigt, så danske forbrugere får nem adgang til at vælge god dyrevelfærd i de daglige indkøb. En aftale som på mange måder viser vejen frem på det danske detailmarked,” siger direktør i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis.

Ambitiøs partner 

REMA 1000 har i aftalen med Dyrenes Beskyttelse fundet en partner, der er meget ambitiøs på kyllingernes og de danske producenters vegne. Det fortæller indkøbs- og marketingdirektør, Anders René Jensen, der netop har ledt efter en partner, der kan hjælpe med at skubbe udviklingen mod højeste niveau af dyrevelfærd.

”Vi oplever, at flere og flere kunder gerne vil købe varer med høj dyrevelfærd, som er Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse, fordi der er en kæmpe tillid til mærket. En tillid som vi deler og gerne vil give kunderne mulighed for at tilvælge i endnu større udstrækning,” siger Anders René Jensen.

”Vi er rigtig glade for, at REMA 1000 ønsker at gå hele vejen og ikke stiller sig tilfreds med dyrevelfærd på konventionelt et-hjertet niveau, men ambitiøst vil arbejde hen mod, at kyllinger og grise, som har levet et liv med adgang til det fri og mulighed for at udleve deres naturlige adfærd, skal udgøre en væsentlig større del af salget end i dag,” siger Britta Riis.

Tager ansvar for hele dyret

Udover målet om en fordobling af salget af ferske fødevarer fra fritgående grise og kyllinger i henholdsvis 2023 og 2024 ønsker REMA 1000 også at tage ansvar for hele dyret. Det betyder i praksis, at produkter lavet af de mindre kendte udskæringer af dyrene i langt højere grad bliver mulige at købe med Dyrenes Beskyttelses anbefaling på, så det ikke kun er f.eks. flæskesteg og kyllingebryst, der ligger i kølediskene.

”Det betyder utrolig meget for at mindske ressourcespild og for økonomien hos de landmænd, som investerer i produktioner med høj dyrevelfærd,” siger Britta Riis.

Kategorichef på fersk kød og fjerkræ i REMA 1000, Jonas Garly Sørensen, fortæller, at målet også har været at tilbyde kunderne det højere niveau af dyrevelfærd til en god pris, så mange kan være med, og det bliver naturligt for kunderne at vælge det til.

”Vi øger sortimentet i de kommende år, så man kan købe endnu flere forskellige udskæringer med høj dyrevelfærd. Vores mål om, at 25 procent af alt det ferske grisekød og kyllingekød skal være af højeste dyrevelfærd i løbet af de kommende to til tre år, er meget ambitiøst, og vi håber, at kunderne vil være med til det sammen med os,” siger Jonas Garly Sørensen.

Anbefalet til dig