Rema 1000 langer ud efter Netto: Kalder Lurpak-tiltag for "fedtet"

Af: Alberte B. C.

|

21/02/2025

Nyheder
Foto: Google Street View
Foto: Google Street View
Smørballade: Rema 1000 kalder Nettos Lurpak-tiltag for "fedtet"

Lige nu læser andre også

Når prisen på Lurpak-smør fra på lørdag falder til 12 kroner pakken i Netto, bliver det samtidig med en begrænsning på tre pakker per kunde.

Men den beslutning møder nu kritik fra konkurrenten Rema 1000, der ikke lægger skjul på sin holdning.

Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000, holder sig ikke tilbage, når han skal kommentere på Nettos halvering af smørkvoten.

"Jeg synes umiddelbart, det lyder lidt fedtet med det smør," siger han ifølge B.T.

Nettos svar

Hos Salling Group, som ejer Netto, afviser man kritikken.

Ifølge pressechef Jacob Krogsgaard Nielsen handler begrænsningen om at sikre, at flest mulige kunder kan få glæde af tilbuddet.

"Hvis man vil bruge fødselsdagen (Netto fejrer fødselsdag red.) til at købe stort ind til fryseren, giver det sig selv, at man må afsted dobbelt så mange gange som henover julen," siger han og understreger, at Netto stadig tilbyder "landets billigste Lurpak" med tre pakker for 36 kroner.

Samtidig langer han ud efter konkurrenterne: "Hvor man hos andre må nøjes med to pakker til samme pris," lyder det fra Krogsgaard Nielsen.

Usikkerhed om Remas næste træk

Hos Rema 1000 holder man kortene tæt til kroppen, når det kommer til, om de selv overvejer at indføre lignende begrænsninger fremover.

Jonas Schrøder ønsker ikke at løfte sløret for eventuelle strategier.

Forbrugerne kan derfor kun gætte på, hvad næste skridt i smørkrigen bliver.

Men én ting er sikkert: Konkurrencen om de danske smørhylder er langt fra slut.

Anbefalet til dig