På torsdag slår Rema 1000 dørene op for en ny butik i Skødstrup, en forstad nordøst for Aarhus.
Denne butik vil være nummer 365 i rækken af butikker for discountkæden. Butikschefen, 36-årige Kim Svendsen, der tidligere stod i spidsen for Rema 1000 i Vorup syd for Randers, ser frem til at byde velkommen og tage denne nye udfordring op.
- Jeg glæder mig til at åbne Rema 1000 i Løgten/Skødstrup og byde kunderne velkommen. Det er mit indtryk, at butikken længe har været efterspurgt. I Rema 1000 er kunderne vores øverst chef, og det skal mit team og jeg i fællesskab sørge for, at kunderne kan mærke, når de handler hos os, siger han.
Op mod 80 butikker på vej
Discountkæden står til at skulle overtage 114 lukkede Aldi-butikker. Ifølge Dagligvarehandlen.dk har Rema 1000 selv meddelt, at de vil beholde mellem 60 og 80 af disse butikker, mens resten vil blive solgt videre.
Med denne overtagelse vil Rema 1000 lukke og slukke 20 af deres egne butikker. Selvom nogle af deres egne butikker lukker, nærmer de sig stadig en stor milepæl på over 400 butikker - og det kommer til at kunne mærkes på bundlinjen.
- Hver gang vi åbner en Rema 1000-butik, skal den give mening for kunderne i lokalområdet, mening for købmanden, der skal drive sin egen butik og mening for Rema 1000 totalt set, og det er selvfølgelig det perspektiv, vi lægger nedover, når vi ser på, hvor vi åbner butikker, har Henrik Burkal tidligere udtalt til Dagligarehandlen.dk.