Risikerer ekstraregning: Danskernes manglende kendskab kan blive dyrt

Nyheder
Foto: Shutterstock
Mange danskere risikerer at få en stor ekstraregning, fordi de ikke har styr på reglerne.

Lige nu læser andre også

En ny kampagne skal hjælpe danskere med at undgå overraskelser, når de køber varer i britiske netbutikker fra 1. januar 2021, når overgangsordningen mellem Storbritannien og EU udløber. Det britiske farvel til EU medfører nemlig nye regler for told og moms.

Toldstyrelsen står bag kampagnen, der er en del af styrelsens forberedelser op til Brexit. Kampagnens budskab er en opfordring til at besøge hjemmesiden tjektolden.dk for at undgå overraskelser, når man køber ind i britiske netbutikker.

En ny rundspørge fra analyseinstituttet YouGov viser, at 51 % ikke ved, at reglerne for nethandel ændrer sig.

Kan udløse stor ekstraregning

Ifølge Henrik Pagh Kold, kontorchef i Toldstyrelsen, kan den manglende viden om reglerne skabe frustrationer, når varer mod forventning bliver pålagt told og moms.

"Hvis man har fundet et godt tilbud i en britisk netbutik, er det rigtig ærgerligt at ende med uventet ekstraregning. Efter Brexit vil der blive lagt told og moms på varer fra britiske netbutikker, og så kan et godt tilbud vise sig at blive en dyr fornøjelse. Derfor skruer vi nu op for vejledningen for at hjælpe danskerne med at undgå den slags overraskelser," siger Henrik Pagh Kold i en pressemeddelelse. 

Fra kampagnen starter den 15. november, vil man kunne møde digitale annoncer fra Toldstyrelsen med budskaber om at tjekke tolden.

"Toldstyrelsen har en vigtig opgave med at vejlede om nethandel, og vi målretter kampagnen, så vores budskaber er digitalt til stede dér, hvor danskerne handler," siger Henrik Pagh Kold.

Fakta

  • Fra den 1. januar 2021 bliver varer købt i britiske netbutikker pålagt told og moms, med mindre Storbritannien og EU indgår en aftale, der træder i stedet for den nuværende overgangsordning. 
  • Varer, der krydser EU's grænse på vej til borgerens postkasse, pålægges 25 pct. moms, hvis købsprisen er over 80 kr. Varer, der koster over 1.150 kr., pålægges også told.
  • Transportøren (fx PostNord eller GLS) opkræver et gebyr (transportgebyr) på omkring 160-250 kr. for at angive told om moms, og for at opkræve betaling hos dig som køber. Transportøren opkræver gebyret, når den samlede pris på varerne i forsendelsen er på over 80 kr. Toldstyrelsen har ikke indflydelse på gebyret eller dets størrelse.
  • Kampagnen skal sætte fokus på hjemmesiden tjektolden.dk og reglerne for told, moms og ekspeditionsgebyr ved køb i britiske netbutikker fra den 1. januar 2021.
  • Kampagnen er en del af Toldstyrelsens Brexit-forberedelser, der på opdrag fra EU-Kommissionen og den danske regering fokuserer på en situation uden en aftale mellem parterne. Som led i forberedelserne er der bl.a. ansat mere end 40 ekstra medarbejdere i Toldstyrelsen.
  • Undersøgelsen er gennemført af Havas Danmark i samarbejde med analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 756 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i perioden 29. oktober - 1. november 2020.

Anbefalet til dig