For en uge siden gik Peter Belli bort. I årtier har danskerne lyttet til hans genkendelige stemme og hans rebelske sangtekster.
Han havde en lang karriere, og har modtaget både æresprisen fra IFPI, der er musikselskabernes brancheorganisation, og hædersprisen ved Danish Music Awards, og karrieren tæller mere end 40 albums.
I går blev 'ulven Peter' stedt til hvile og venner og familie fik sagt farvel i Brøndbyvester Kirke.
I kirken blev der sunget tre salmer, og til sidst tog sønnen Michel Belli over. Han fremførte sangen ”En sidste sang”, som han og Peter Belli udgav i foråret. Det skriver Billed Bladet.
Michel Belli har bandet 'Den syvende søn', og to måneder før Peter Bellis død, udgav bandet og Peter Belli "En sidste sang", som også blev den allersidste sang- i hvert fald for Peter Belli.
'Det sidste ord'
Selv om Peter Belli ikke længere er i live, så får danskerne nu en mulighed for at dele endnu en stund med Peter Belli i programmet 'Det sidste ord', hvor han bliver interviewet af Mikael Bertelsen. Det har TV 2 Danmark tidligere oplyst i en pressemeddelelse.
- Konceptet inviterer til særligt intense samtaler og kan vise nye aspekter af de interviewede, som ikke kan findes i vores andet historiske kildemateriale, siger Tonny Skovgård Jensen, vicedirektør og chef for kulturarv på Det Kgl. Bibliotek.
- Peter Belli havde en helt unik stemme og særlig position i dansk kulturhistorie, og hans musik vil leve videre hos danskerne for eftertiden. I 'Det sidste ord' giver vi ham muligheden for - sammen med Mikael Bertelsen og resten af danskerne - at kigge tilbage på sit eget liv. Det kommer der en meget spændende samtale ud af, som vi glæder os til at kunne vise på TV 2, siger redaktør på programmet og faktachef på TV 2, Thomas Breinholt.
'Det sidste ord' med Peter Belli bliver det sjette program i portrætserien. Tidligere har Mikael Bertelsen interviewet Ritt Bjerregaard, Lise Nørgaard, Povl Dissing, Uffe Ellemann-Jensen og Bent Fabricius-Bjerre.
Alle tidligere programmer kan ses på TV 2 Play. Det samme kan programmet med Peter Belli, som sendes på lørdag klokken 21.10 på TV 2 og TV 2 Play.