Rullepølse har været årsag til et sygdomsudbrud med listeria. Det viser et stort opklaringsarbejde, som er udført i tæt samarbejde mellem Fødevarestyrelsen, Statens Serum Institut og DTU Fødevareinstituttet bistået af Danish Crown. Rullepølsen er kaldt tilbage og er ikke længere i butikkerne.
Siden nytår har vi i Danmark registreret væsentligt flere patienter smittet med listeria end normalt. Laboratorieanalyser har vist, at det skyldes to samtidige sygdomsudbrud, hvor patienterne er blevet syge af to forskellige typer listeria.
Smittekilden til det ene sygdomsudbrud er nu identificeret. I alt otte personer var blevet smittet i udbruddet, heraf er en død som følge af smitten. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelse.
For lidt over en uge siden har Danish Crown kaldt alle rullepølseprodukter produceret efter 1. juni tilbage fra markedet. Det skete, fordi virksomheden havde fundet listeria i produktionen på virksomheden i Oldenburg. Virksomheden har bistået med opklaringsarbejdet med prøver fra virksomheden.
"DTU Fødevareinstituttet, SSI og Fødevarestyrelsen har analyseret og sammenlignet de listeriabakterier, der blev fundet i patienterne og i rullepølse fra virksomheden i Oldenburg, ved brug af DNA-typning. Bakterierne viste sig at være helt ens og sammenholdt med, at patienterne har oplyst, at de har spist rullepølse, så kan man være sikker på, at smitten er kommet fra rullepølsen," siger Steen Ethelberg, der er seniorforsker på Statens Serum Institut.
Selvom der ikke er registreret nye sygdomstilfælde i de to udbrud den seneste måned, så fortsætter arbejdet med at finde smittekilden til det andet sygdomsudbrud.
"Vi tester for at lokalisere kilden til det andet udbrud og arbejder kontinuerligt med at vejlede virksomheder om forebyggende tiltag i fødevareproduktionen for at undgå at få listeria i pålægsprodukter," siger seniorforsker og forskningsgruppeleder Marianne Sandberg, DTU Fødevareinstituttet.
Hvis der skulle være forbrugere, der stadig har rullepølse fra Danish Crown liggende, som er omfattet af tilbagekaldet, opfordres de til at kassere eller tilbagelevere det til butikken.