Så er det slut med landskampe for Yousee-kunder

Foto: Shutterstock

Yousee har opsagt sin aftale med Discovery. Krigen om TV-kanalerne har været ført gennem flere medier, og nu tager Yousee konsekvensen og opsiger aftalen.

I en pressemeddelelse fra Discovery Networks lyder det, at Yousee fortsat er interesseret i at lave en aftale om at inkludere Discoverys kanaler i deres Bland Selv-pakker. Det bliver dog ikke aktuelt, lyder det i pressemeddelelsen

Opsigelsen af Discoverys kanaler betyder, at nedenstående 11 Discovery-kanaler fra den 1. januar ikke længere er en del af Yousees tv-pakker. Det betyder blandt andet, at flere landskampe og Superligakampe nu ryger væk fra Yousees kanalpakke.

Discoverys 11 kanaler:

  • Kanal 4
  • Kanal 5
  • 6’eren
  • Canal 9
  • Eurosport 1
  • Eurosport 2
  • Discovery Channel
  • TLC
  • Animal Planet
  • Investigation Discovery
  • Discovery Science

"Yousee synes beklageligvis at holde fast i, at de kun vil lægge vores kanaler i sit Bland Selv-tilbud, og at dette er det eneste alternativ, de vil forhandle om. Som vi hele tiden har sagt, bliver det ikke aktuelt fra vores side," siger Christian Kemp, administrerende direktør i Discovery Networks Danmark, i pressemeddelelsen.

Discovery modtog opsigelsen i går, og opsigelsen er bekræftet af Yousee over for TV2.

Krig om landskampe i medier og reklamer

Konflikten om Discoverys kanaler eskalerede i sidste uge, da Discovery brugte både TV og outdoor-reklamer for at få deres budskab ud til Yousee-kunder. Discovery har investeret massivt i særligt fodbold, og det må anses som et hårdt slag at blive ekskluderet fra Yousees pakker. Derfor har forhandlingerne også båret præg af, hvad der er på spil for Discovery.

"Ændringen vil i princippet betyde, at Yousee vil forskelsbehandle os som kanalgruppe, da vi er de eneste, som kun ville ligge i Bland Selv – og at de i realiteten ikke vil betale for vores kanaler," siger Christian Kemp i pressemeddelelsen.

Flere gange har Discovery truet med at forlade Yousee, hvis de holder fast i beslutningen. Nu er beslutningen endegyldigt taget og dermed er bolden spillet over på Discoverys halvdel. De skal nu beslutte sig for, om de vil spille endnu højere spil og slet ikke lave en aftale med Yousee.