Lene Beier er yderst populær herhjemme.
Gennem de sidste mange år har hun været vært på en lang række TV 2-programmer, og hun har desuden haft sine egne af slagsen.
Hvis du ikke kan få nok af Lene Beier, så er der nu glædeligt nyt til dig, da hun afslører, at der er flere programmer på vej.
Tidligere har man kunne følge familien Beiers husrenovering af hjemmet i Dragør – men det hjem er nu solgt og familien Beier har kastet sig ud i et helt andet eventyr.
De har nemlig rykket teltpælene op og er flyttet til Østrig. Her skal de drive det hotel, som de overtog i mandags.
Nye programmer i sigte
På Instagram deler Lene Beier en række stories, hvor hun viser rundt på hotellet.
Her fortæller hun, at der er et kamerahold på hotellet, som er i fuld gang med at optage det, de kalder for ‘Halløj på Alpehotellet’.
Om det er den rigtige titel på programmet, eller om det blot er kameraholdets beskrivelse, fortæller Lene Beier ikke nærmere om.
Til gengæld fortæller hun, at programmerne kommer på TV 2 Fri i uge 7 i 2025.
Under rundvisningen kommer hun også forbi sønnen Otto, som allerede er startet i den lokale folkeskole.
Har været længe ventet
At åbne et hotel i Østrig har længe været en stor drøm for familien Beier, men de har ikke villet gøre noget, før de fandt det helt rigtige sted.
Nu er det endelig sket, og Lene Beier beskriver overtagelsesdagen som én af de vildeste dage i hendes liv.
Lene Beier har tidligere meddelt, at hun stadig kommer hjem til Danmark for at lave tv. Så danskerne kommer altså ikke til at undvære hende på skærmen.