Så mange kontanter skal du have i hjemmet i tilfælde af en krise

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Har du kontanter liggende derhjemme?

Lige nu læser andre også

Beredskabsstyrelsen udsendte tidligere på året et brev til alle voksne danskere omkring, hvilke ting de bør have liggende derhjemme.

Meddelelsen blev udsendt i kølvandet på, at myndighederne havde meldt ud, at man skulle kunne klare sig på egen hånd i minimum tre dage.

MSB, som er den svenske myndighed for samfundsværn og beredskab, har nu også udsendt en brochure med fokus på kriseberedskab.

Mens Beredskabsstyrelsen herhjemme opfordrede til 'fysiske betalingskort og evt. kontanter i mønter og små sedler', så har MSB en klar holdning til, hvor mange kontanter man bør have liggende.

Sådan skriver mediet GP.

MSB’s brochure indeholder fem centrale anbefalinger til, hvordan borgere bedst muligt forbereder sig.

Med hensyn til kontanterne opfordres borgerne til at have kontanter nok til at klare sig en uge.

Desuden anbefales det at have et ekstra kreditkort i en anden bank og sikre alternative løsninger til digitalt bank-id i tilfælde af systemnedbrud.

Forsikring spiller også en væsentlig rolle, og det foreslås, at man gennemgår dækningen og printer de vigtigste dokumenter ud.

Til slut opfordres borgere til at sprede deres risici i opsparingen - for eksempel ved at investere i brede indeksfonde, der er mindre udsatte for kollaps i krisetider.

Dansk ekspert med klar anbefaling

Ifølge Rasmus Dahlberg, der er leder af Center for Samfundssikkerhed ved Forsvarsakademiet, bør kontanter også være en del af kriseforberedelserne.

Han understreger over for B.T. nødvendigheden af at have kontanter til rådighed, men advarer mod at hæve hele opsparingen:

"Du skal ikke hæve hele din opsparing og putte ind under madrassen, for så udsætter du dig for andre risici", lyder det. I stedet anbefaler han at have et moderat beløb opdelt i mindre sedler.

Når det kommer til beløbets størrelse, foreslår eksperten, at danskerne skal følge de råd, der bliver givet ud i udlandet. Her lyder anbefalingerne på, at man skal have omtrent 1.000 kroner liggende 100-kronesedler.

Ved at have mindre sedler mindsker man nemlig risikoen for, at diverse butikker nægter at tage imod ens penge.

"Det gælder om ikke at have for store sedler liggende. Som Nationalbanken også har været ude at sige, så vil der ikke være byttepenge nok, hvis alle begynder at betale med kontanter", udtaler Rasmus Dahlberg.

Anbefalet til dig