Sundhedsstyrelsen har mandg opdateret vaccinationskalenderen. Den bliver opdateret én gang om ugen på baggrund af de seneste prognoser og forventede vaccineleverancer fra producenterne.
Denne uges justering bygger på de seneste prognoser om kommende leverancer af vacciner, og seneste nyt er, at Danmark nu forventer at modtage lige knap 1 million flere doser inden sommeren, end tidligere antaget.
Det er særligt Pfizer, der fra april og frem vil kunne levere langt flere doser. Til gengæld har AstraZeneca meddelt, at de må nedjustere deres leverancer. Det fortæller styrelsen i en pressemeddelelse.
”Sammenlagt betyder det, at vi kan se frem til at modtage 900.000 flere doser, end vi regnede med i sidste uge – og det betyder så, at vi nu kan forvente at have vaccineret alle, der ønsker det, ved udgangen af uge 25, dvs. senest d. 27. juni. Dermed vil størstedelen af befolkningen være færdigvaccineret, når vi når frem til sommerferien,” fortæller Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.
Med den aktuelle opdatering af vaccinationskalenderen vil hele målgruppe 3 have modtaget tilbud om vaccination i uge 8, men også målgrupperne 5, 6, 8 og 10 kan forvente at have modtaget tilbud om vaccination lidt tidligere, end det fremgik af den seneste version af vaccinationskalenderen.
I prognoserne er der taget højde for mindre udsving, men det er vigtigt at understrege, at der netop er tale om prognoser, og at de dermed er behæftet med usikkerhed. Det drejer sig især om usikkerhed vedrørende størrelsen på kommende leverancer.
Lige nu er dette i fokus
I denne uge modtager vi ca. 65.000 doser Comirnaty fra firmaet Pfizer, og ca. 25.000 vaccinedoser fra AstraZeneca. Vi modtager ingen vacciner fra Moderna i denne uge.
Allerhøjeste prioriteret i den kommende uge, er at få givet første stik til alle i gruppe 2. Gruppe 2 er borgere som er 65 år eller ældre, og som modtager praktisk hjælp og personlig pleje i eget hjem. Derudover er målet også at nå så mange som muligt i gruppe 3, samt dele af gruppe 5 og 6. Ca. 5.000 doser fra Pfizer skal bruges til andet stik.
”Vi er nået rigtig langt med at få delt vaccinerne ud til vore ældre medborgere og de allermest udsatte. Og med denne uges vaccineleverancer kan vi få taget endnu et ryk, også med de ældre, som bor i egen bolig,” siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.
Samtlige ca. 25.000 doser fra AstraZeneca vil blive brugt til at førstegangsvaccinere frontpersonale, fortrinsvist i den kommunale sektor.
”Vi har heldigvis fået genoptaget vaccinationen af vores vigtige frontpersonale i sundheds- og plejesektoren. Og det glæder mig at se, at den nye vaccine fra AstraZeneca er blevet taget godt imod. Vi har fået vaccineret en pæn andel af vores ansatte på sygehusene, og nu er planen er få rullet ud til de kommunalt ansatte, for eksempel hjemmesygeplejerskerne, som hver dag besøger nogle af vore sårbare, som bor i eget hjem,” fortæller Søren Brostrøm.