Birthe Kjær har sunget sig ind i hjerterne hos størstedelen af danskerne.
Størstedelen af befolkningen er bekendt med sangene, 'Pas På Den Knaldrøde Gummibåd' og 'Vi maler byen rød', og derfor hersker der heller ikke nogen tvivl om, at Birthe Kjær har haft stor succes inden for musikken.
Succesen kommer dog ikke fra dag ét, og alle starter et sted. Overfor B.T. har Birthe Kjær nu løftet sløret for, hvor mange penge hun fik per job, da hun begyndte at optræde.
I interviewet fortæller sangerinden, at et af hendes første jobs var i 1961, hvor hun kun var 12 år gammel. Her var hun en del af 'Sunshine Trio' sammen med to drenge.
Og dengang fik hun ikke helt den hyre, hun får i dag:
"Jeg har stadig den første kontrakt fra restaurant Varmen i Århus. Vi fik 60 kroner per job og så tre sodavand og tre stykker smørrebrød", udtaler hun med et smil på læben og tilføjer, at der ikke var mange penge tilbage, når diverse udgifter var trukket fra:
"Vores impresario fik 20 procent, så vi tre skulle dele 48 kroner minus transporten derhen. Så jeg fik 16 kroner og en sodavand."
Birthe Kjær fortæller videre, hvordan hun sparede de sidste mønter op i en sparebøsse.
Da hun skrabet nok sammen, købte hun klaveret fra naboen, hvilket endte med at blive startskuddet på en karriere, som man ikke kan andet end at have respekt for.