Salget rasler ned verden over - men i Danmark stiger det

Nyheder
I Danmark handles der fortsat. Foto: Shutterstock
I de seneste uger har salget for alvor taget fart i Danmark.

Lige nu læser andre også

Umiddelbart efter Danmark blev lukket ned i midten af marts, faldt bilsalget drastisk. Gennem de seneste uger har salget nærmet sig niveauet før krisen, og bilbranchen kan igen spore optimismen. Nye tal fra Bilstatistik.dk viser, at hvor der i de tre uger fra den 16. marts til den 5. april blev solgt hele 28,4 procent færre brugte biler til private, end der gjorde i samme periode sidste år, blev der efterfølgende – fra den 6. april til den 10. maj – kun solgt 8,1 procent færre biler end året før.

I samme periode er antallet af besøgende på hjemmesiden hos et af Danmarks største bilhuse, Bjarne Nielsen Gruppen, der omfatter 11 bilhuse herunder Bilernes Hus i Silkeborg, også steget markant, og her nærmer især brugtvognssalget sig det normale niveau med hastige skridt. Det fortæller Bjarne Nielsen Gruppen i en pressemeddelelse. 

"I de første uger efter coronakrisen, oplevede vi et væsentligt fald i bilsalget, men det er tydeligt, at umiddelbart efter statsministeren i begyndelsen af april begyndte at tale om genåbning, skete der noget med optimismen. Og gennem de seneste uger ser det ud til, at tendensen har bidt sig fast, således at vi oplever et forbedret salg uge for uge, der nærmer sig, hvad vi havde i uge 10 og 11, inden epidemien brød ud," siger Bjarne Nielsen, der er direktør i Bjarne Nielsen Gruppen.

Også hos Autobranchen Danmark er de positive tendenser blevet bemærket.

"Det stod klart, da Danmark lukkede ned i midten af marts, at vi kiggede ind i en kraftig opbremsning i bilsalget. Efterhånden som Danmark gradvist er åbnet op igen, ser vi efterhånden et godt salg blandt de brugte biler. Der er naturligvis nuancer hvor nogle forhandlere, bilmærker og årgange skiller sig ud, men overordnet er udviklingen positive nyheder for branchen, siger Gitte Seeberg, der er administrerende direktør i Autobranchen Danmark.

Nyere brugtbiler hitter

Tallene fra Bilstatistik.dk viser ligeledes, at især salget af de tre- til femårige brugtbiler relativt hurtigt er kommet på rette vej efter en dårlig periode, da COVID-19 brød ud. I de tre uger fra den 16. marts til den 5. april blev der solgt 32,4 procent færre brugte biler i denne kategori, i forhold til samme periode sidste år. I de følgende uger fra den 6. april til den 10. maj, er der til sammenligning solgt 6 procent færre end året før.

"Når vi kigger på tallene fra vores elleve bilhuse, er der faktisk godt gang i salget igen. I denne tid, der jo for mange mennesker er præget af en vis usikkerhed, har det vist sig, at bilkøberne i høj grad vælger de nyere brugtvogne, især de tre- til femårige, hvor man får rigtig meget for pengene," forklarer Bjarne Nielsen.

Aflyste flyrejser kan booste bilsalg

Med lukkede grænser og stillestående fly er turistbranchen blandt de hårdest ramte af coronapandemien. Nogle af de penge, mange danskere givetvis kommer til at spare på aflyste flyrejser, kan ifølge Bjarne Nielsen komme til at fremskynde bilsalget i det kommende måneder.

"Mange familier, der har planlagt sommerferie i udlandet, overvejer lige nu, hvad de skal gøre i stedet. Jeg kunne godt forestille mig, at dem, der i forvejen har planlagt et bilskifte, kan være tilbøjelige til at rykke indkøbet nogle måneder frem og samtidig blive ekstra godt kørende, hvis den står på bilferie i Danmark," siger Bjarne Nielsen.

 

Anbefalet til dig