Sara Bro scorer værtsjob

Af: Thea Andersen

|

07/10/2022

Nyheder
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Danish Music Awards har skippet tv-transmissionen til fordel for en eksklusiv prisfest, som DR-stjernen Sara Bro skal være vært ved.

Lige nu læser andre også

Når dansk musiks ældste og mest prestigefyldte prisfest, DMA - Danish Music Awards, i år løber af stablen for 33. gang, er det med P4-profilen Sara Bro i spidsen. Hun skal nemlig være vært, når cremen af dansk musik hyldes og hædres for deres aftryk på det forgangne musikår.

Det skriver musikselskabernes brancheorganisation, IFPI, i en pressemeddelelse.

”Musikken er så vigtig en del af vores liv. Uanset om vi er glade, kede af det, nervøse eller lykkelige ville livet aldrig være det samme uden den. Derfor er det også en meget stor ære for mig at blive vært for DMA i år. Simpelthen fordi jeg får lov til at stå i spidsen for at hylde danske artister med den respekt, de fortjener,” fortæller Sara Bro om sit nye værtsrolle.

Også Lasse Lindholm, der er leder af DMA-Akademiet, er begejstret for årets vært:

“Sara Bro har været tæt på dansk musik i det meste af sin karriere, hun er topprofessionel og så er hun helt sin egen. Med andre ord kunne jeg ikke forestille mig en bedre vært til et Danish Music Awards i nye rammer”.

Nye rammer

Tidligere på året kunne Danish Music Awards meddele, at de nu ville vende ryggen til den klassiske tv-transmission for at skabe en mere eksklusiv prisfest for de nominerede artister. Derfor bliver selve prisuddelingen ikke transmitteret i år, på trods af der på sociale medier vil være rig mulighed for at følge aftenens forløb.

Én ting er dog som den plejer at være. Efter prisfesten vil der også i år være en storstilet nattefest for den samlede musikbranche.

De nominerede til Danish Music Awards 2022 offentliggøres løbende på sociale medier og på www.dma22.dk fra mandag den 10. oktober og frem mod den sagnomspundne aften i starten af november, oplyser brancheorganisationen.

Danish Music Awards afholdes i år den 3. november i det mondæne Moltkes Palæ i hjertet af København.

Anbefalet til dig