SAS i stor bommert: "Det var en fejl"

Af: Alberte B. C.

|

06/11/2024

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
SAS rammes af massiv kritik for nyt samarbejde

Lige nu læser andre også

Køb billigt, og optjen point til næste flyrejse.

Sådan lød det, da SAS pludselig lancerede et samarbejde, som gav EuroBonus-point til kunder, der handlede på den kontroversielle kinesiske platform Temu.

For hver 100 kroner brugt på Temu kunne SAS’ kunder optjene 25 point – en aftale, der hurtigt vakte opsigt.

Men det blev ikke længe ved, for efter massiv kritik måtte SAS tage et skridt tilbage.

Samarbejdet blev kortvarigt præsenteret på SAS’ hjemmeside, men forsvandt igen, da Ekstra Bladet stillede kritiske spørgsmål.

Herefter har SAS undskyldt og lagt ansvaret over på deres underleverandør, Loyalty Key, som håndterer bonusprogrammet.

Ifølge SAS’ presseansvarlige, Alexandra Lindgren Kaoukji, var der tale om en uventet bommert.

"Vi har ikke et direkte samarbejde med Temu og AliExpress. Vi har en underleverandør, der står for det," siger hun.

Dette skriver Ekstra Bladet.

Forbrugerrådet Tænk advarer

Samarbejdet har mødt skarp kritik fra Forbrugerrådet Tænk.

Ifølge direktør Winni Grosbøll opfordrede SAS indirekte kunder til at købe på Temu, en platform, som ofte er blevet kritiseret for usikre produkter og manglende overholdelse af EU’s sikkerhedsregler.

"Når SAS indgår et sådant samarbejde, opfordrer de mere eller mindre direkte deres kunder til at købe på Temu, og det mener vi er meget uhensigtsmæssigt, nu hvor vi netop ved, hvad risikoen er for forbrugerne," udtaler hun.

Også politisk har Temu længe været under pres.

Miljøminister Magnus Heunicke har opfordret danskerne til at undgå platformen, og erhvervsminister Morten Bødskov har ligeledes kritiseret salget af ulovlige varer.

For SAS betyder det nu, at de må stramme op på kontrol med deres underleverandører – og sikre sig, at lignende fejl ikke gentages.

Anbefalet til dig