Scorer stort nyt job

Nyheder
Værter: Sofie Østergaard og Joakim Ingversen Foto: Agnete Schlichtkrull
Den næste tid handler det om at pudse danseskoene, inden man tænder for DR.

Lige nu læser andre også

Hvilken landsdel danser mest? Det finder DR svaret på, når Sofie Østergaard og Joakim Ingversen fra den 3. juni sætter gang i danserytmerne, og sammen med koreograf Tore Peters-Munch klæder seerne på til at deltage i ’Fællesdans’ på DR1 12. juni. P3 dedikerer hele uge 23 til dans, mens børnene danser med Ramasjang.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse. Heri skriver mediehuset:

"Streetdance, charleston, twist, afrikansk dans, Elvis-dans eller gangnam style. Glæden ved at danse går langt tilbage i historien – ikke mindst på grund af dansens evne til at styrke fællesskabet."

"Som en del af årets store tværgående satsning ’Sammen i bevægelse’ sætter DR i juni fokus på kroppens bevægelsesmuligheder gennem dans – i håbet om, at flere får lyst til at bevæge sig."

Finaleshow fra seks byer

I to optaktsprogrammer - 3. og 10. juni på DR1 - vil værterne, Sofie Østergaard og Joakim Ingversen kridte danseskoene og sammen med seerne lære koreografien til ’Fællesdansen’, som hele Danmark kan danse sammen i finaleshowet 12. juni på DR1 - lige efter EM-landskampen mellem Danmark og Finland.

Finalen i dans sendes fra seks steder i Danmark, hvor værterne Jannik Schow står klar i Slagelse, Anna Lin i Svendborg, Ulla Essendrop i Aalborg, Kathrine Abrahamsen i Herning, Silja Okking i Hillerød, mens Sofie Østergaard og Joakim Ingversen styrer slagets gang fra DR Byen. På alle lokationer kigger gæster forbi fra nær og fjern, og byder ind med danse moves og personlige fortællinger.

I optaktsprogrammerne og i finaleshowet møder seerne passionerede dansere med forskellige baggrunde. Seerne bliver blandt andet introduceret til nogle af filmhistoriens mest ikoniske danse, historien om breakdancens rejse fra Harlem til Amager og nogle af nutidens dansefænomener. Desuden er der underholdning med standarddansere, discodansere, tangodansere, dancehalldansere, flamencodansere og mange flere.

P3 danser sin glæde ud med lytterne

P3 dedikerer hele uge 23 til dans. Mandag til fredag byder værterne lytterne op til dans og bevægelse, når musikken spiller, som den gør over halvdelen af tiden på P3.

Målet er at få så mange lyttere som muligt til at slippe hæmningerne løs og lade dansen tage over – uanset om lytterne står i butikskøen, sidder i sofaen med hørebøfferne eller er i gang på arbejdspladsen.

"Når DR i juni byder Danmark op til dans, sker det for at markere glæden ved, at vi igen så småt kan samles og hilse sommeren velkommen. Rytmerne kommer i spil på stort set alle DR’s platforme med håbet om at inspirere til bevægelse. Man kan være med uanset udgangspunkt og danseerfaring – alle trin tæller," siger redaktør for tværgående og tv i DR Medier Nikolaj Vitting.

Dansetema – sådan sender DR

  • Fra 31. maj: ’Dans med Ramasjang’ – Børnene kan sende deres dansevideo ind til Ramasjang
  • 3. juni klokken 20.30 på DR1: Dans, dans, dans – Første optaktsprogram til Fællesdans
  • 10. juni klokken 20.30 på DR1: Dans, dans, dans – Andet optaktsprogram til Fællesdans
  • 12. juni klokken 20.45 på DR1 – Live-finaleshow - Fællesdans
  • 7.-12. juni: P3 danser sin glæde ud
  • Uge 21-25 på P2 – lørdage 15.03-16.00 : ’Alban – stjernedanseren’, serie i fem afsnit om Alban Lendorf

Historiske dansetrin til børn og unge

På dr.dk bliver dansen formidlet gennem to fortællinger, hvor vi ser nærmere på forskellige historiske dansetrends og kaster et kærligt blik på, hvordan danskerne i virkeligheden danser. Fortællingerne foldes ud i samarbejde med to dansere fra Holstebro Dansekompagni, der fortolker dansetrends og de forskellige typer, man møder til julefrokosten, familiefesten eller i hverdagen.

DR Lær byder landets skoler op til dans i et undervisningsforløb for 3.-6.klasse. Her lærer eleverne om sjove dansekategorier og historiske trends og stilarter, blandt andet kendte trin fra film som ’Saturday Night Fever’ og gadens danse som ’running man’ og breakdance. Med lærerige instruktionsvideoer, grafik og historiske facts bliver eleverne klædt på til sammen at give den gas på dansegulvet eller i skolegården.

Fredag den 11. juni kan alle landets skoler danse sammen, når der er Skolernes Dansedag. I forbindelse med dagen har Dansk Skoleidræt udgivet dansemateriale, så skolerne kan øve sig og give den gas på selve dagen. Der er inspiration fra tidligere års opvarmningsdanse fra Skolernes Motionsdag, dans målrettet skolernes bevægelsesbånd og materiale til idrætstimerne med fagtemaet 'Dans og udtryk'.

Danseinitiativer i hele landet

Udover dansen på tv, inviterer DR’s parterne i ’Sammen i Bevægelse’ til gratis dansebegivenheder rundt i hele landet – både virtuelt og i virkeligheden. Udover de byer, hvor der sendes finale fra på DR1 12. juni, vil der være dansebegiveheder i både Horsens, Viborg og Billund, hvor dansen sættes i gang i hele kommunen – for alle aldre – på både skoler, arbejdspladser, derhjemme og sammen i fællesskab. DGI lancerer ligeledes projektet ’Vægtløs’, som er et nyt bevægelsesfællesskab med plads til alle, der har lyst til bevægelse, udfordring, gymnastik og dans. I uge 21-25 har alle over 18 år mulighed for at deltage i ’Vægtløs’-træninger i København, Odense og Aarhus. Tilmelding og coronapas er en forudsætning for at kunne deltage. Mere om Vægtløs her

Appen DR Dans

I appen DR Dans kan man registrere sine dansebevægelse og dermed være med i TV-konkurrencen 12. juni om, hvilken landsdel, der danser mest. Blandt den vindende landsdel findes en vinder af et rejsegavekort. Desuden finder seerne instruktionsvideoer med koreografien til ’Fællesdansen’ og så kan man indsende egne dansevideoer til sangene ’Can’t stop the feeling’ med Justin Timberlake og ’Move your feet’ med Junior Senior. Udvalgte videoer fra seerne kan blive lagt ud på app’en eller vil indgå i tv-programmet 12. juni.

Danseinitiativerne er en del af temaet ’Sammen i bevægelse’, som DR i samarbejde med DIF, DGI, DSI, DFIF gennemfører i 2021 i håbet om at inspirere alle til at bevæge sig, oplyser DR.

 

Anbefalet til dig