Se video: Christian har forvandlet sit værelse til Disneyland

19/09/2020

Julie Møller

Foto: DBA Guide
Christian elsker, ligesom mange andre, Disney. Det er dog ikke alle, der har 370 Disney-film sirligt linet op på sit værelse. Men det har samleren, Christian.

Mest læste i dag

Peter Pan, Pinocchio, Bambi. De fleste vil sikkert mene, at de kender Disney-universet ret godt. For siden 1937, hvor den første Disney-film, ’Snehvide og de syv små dværge’, udkom, har Disney været hverdagskost i vores opvækst. Det er dog de færreste, der har så stort et kendskab til Disney som 10-årige Christian Uhrenholdt.

Da Christian, som bor på Langeland, første gang åbnede dørene for de kære Disney-figurer, var han ikke klar over, at hans værelse snart ville blive invaderet af Tarzan, De syv små dværge, Peter Plys og resten af slænget. De nye beboer er dog mere end velkomne. Det skriver DBA Guide.

Christians yndlings Disney-objekt

"Det er meget svært at vælge. Det er det samme som at sige: Du har 370 børn. Vælg din favorit," siger Christian grinende til DBA Guide.

På trods af de mange film at vælge imellem, er der nogle Christian er mere pjattet med end andre. Christians yndlingsobjekt i Disney-samlingen er en film af ældre dato. Mere præcist er det den 13. Disney klassiker i rækken.

Det er nemlig ’Alice i eventyrland’, som blev udgivet i 1951. Filmen er siden hen blevet solgt i mange forskellige udgaver. Christians yndlings er Egmont-udgaven med den oprindelige danske versionering.

Yndlingsfilmen er ’Alice i eventyrland’, som blev udgivet i 1951. Foto: DBA Guide. 

"Måden man kan genkende Egmont-udgivelser på, er ved deres røde ryg og det røde cover," fortæller Christian til DBA Guide.

Det synes Christians forældre om Disney 

Ikke alle i familien-Uhrenholdt er lige begejstrede for de mange Disney-film. Deres ophold i huset er ikke problemet, der er snarere at skulle gense de mange film, der er udfordringen. 

"Min far kan altid godt lide at se en film. Min mor derimod, kan nemt fortælle, hvilke film hun gider at se baseret på filmens cover," fortæller Christian grinende til DBA Guide.

Christian kan ikke forstå, hvordan hans mor kan dømme en bog (læs: film) på sit omslag. Med det sagt er det næppe muligt for Christian er være objektiv, idet han elsker Disney.

Det bankende hjerte i Christians samling er Disney-filmene, som han har samlet på siden han var 5 år. For to år siden havde Christian blot 140 film i samlingen. I dag består den af intet mindre end 370 Disney-film. 

Samlingen består af intet mindre end 370 Disney-film. 

Selvom der er blevet produceret Disney-film i mere end 80 år findes der ikke i nærheden af 370 forskellige titler. Så hvordan kan Christian have så mange Disney-film i sin samling?

Først og fremmest har Christian flere af filmene både på DVD og VHS. Derudover, som den sande samler han er, har han også en del af filmene på forskellige sprog.

Hvad skal der ske med samlingen?

Christian drømmer om at tilføje endnu flere Disney-objekter til samlingen. Der er dog en helt naturlig grænse for, hvor hurtigt samlingen kan vokse. 

"Der var en periode, hvor jeg gav den fuld gas med køb. Det kunne mine forældre ikke lide, så de gav mig en penge-begrænsning," fortæller Christian til DBA Guide.

Som 10-årig er man nemlig tvunget til at følge mor og fars råd. Derfor er Christians ønskeliste til jule og fødselsdag blevet en del længere end de foregående år.

"Sidste jul og min seneste fødselsdag har jeg ikke kunne finde på noget at ønske mig. Men efter jeg har fået forstand på de forskellige versioner og sjældne ting, så tror jeg, at ønskelisten bliver lang i år," siger Christian med et smil på læberne til DBA Guide.

Selvom Christians samling med tiden kan blive en god slat penge værd, vil han aldrig sælge noget fra den. I stedet vil han fokusere sin samling omkring importerede VHS-bånd fra Disney. 

 

Anbefalet til dig