"Der er rejst tiltale i træfældningssagen." Sådan indleder Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi en pressemeddelelse om den såkaldte træfældningssag fra marts.
Sagen har fået stor mediebevågenhed, da den handler om meget mere end et fældet træ.
Natten til d. 13. marts i år afgik en 55-årig mand nemlig ved døden, da han i sin bil på Parnasvej i Sorø blev ramt af et træ, som væltede ned over ham.
Hændelsen blev naturligvis undersøgt, og politiet konkluderede, at nogen bevidst havde fældet træet, da det var fældet med brug af redskaber.
"I forbindelse med den 55-årige mands død i marts fandt politiet allerede dagen efter frem til [...] seks unge mænd, der blev sigtet og fremstillet i grundlovsforhør [...]," lyder det i pressemeddelelsen.
De unge mænd blev dog løsladt, da retten ikke fandt grundlag for varetægtsfængsling, men sigtelserne for bl.a. uagtsomt manddrab blev opretholdt, og siden har efterforskningen ikke stået stille.
I alt ni unge mænd tiltalt
I dag blev seks unge mænd således som resultat af den månedlange efterforskning tiltalt for uagtsomt manddrab, fareforvoldelse og hærværk af særlig grov karakter. To af de unge mænd er desuden tiltalt for at have undlagt at hjælpe manden og dermed efterladt ham i livsfare, da de flygtede fra gerningsstedet den skæbnesvangre nat tilbage i marts.
Alle seks unge mænd er desuden ligeledes tilalt for fareforvoldelse og groft hærværk i et andet forhold, hvor et træ blev fældet og væltede ud over en vej i Slagelse. I den sag kom ingen heldigvis til skade.
De to sager, hvori der nu er faldet tiltale mod de samme seks unge mænd, er dog ikke de eneste træfældningssager, der fandt sted, og i alt har politiet nu rejst tiltale mod ni unge mænd, som har været involveret i træfældning.
Nogle af mændene er udover det allerede nævnte også tiltalt for forstyrrelse af færdslen ved at have fældet træer ind over veje i tre tilfælde i og ved Ringsted.
Anklagemyndigheden har anmodet Retten i Næstved om otte dage til behandling af sagen, og det første retsmøde finder sted d. 17. december i år. Sagen forventes at fortsætte til slutningen af januar 2025.
Groft hærværk kan i Danmark straffes med fængsel op til seks år, uagtsomt manddrab som udgangspunkt med fængsel op til fire måneder, men under særligt skærpende omstændigheder med fængsel op til 10 år, fareforvoldelse med fængsel op til otte år og at have undlagt at hjælpe nogen i livsfare med fængsel op til to år.
De unge mænd risikerer altså lange fængselsdomme.