I weekenden fik Fyns Internat seks nye beboere, som var blevet efterladt i en papkasse på en rasteplads ved Ejby på Fyn.
Ifølge et opslag på internatets hjemmeside blev bilisten set, og personen havde angiveligt meget travlt med at komme væk. Det er sådan set forståeligt, da de seks marsvineunge kun havde fået en enkelt håndfuld fodder, der - i bedste fald - ville give de seks sultne dyr mad nok til en enkelt dag, ligesom de kun havde papkassens tynde sider til at beskytte sig mod januarkulden. Kassen blev efterladt på rastepladsen ved afkørsel 56 Ejby.
De seks små unger er nu indlogeret på internatet, som tager sig af dem og har sørger for, at de har et varmt sted at kalde hjem.
Denne papkasse blev efterladt på en rasteplads med seks marsvin i. Foto: Fyns Internat
Tåler ikke kulde
Selvom marsvin kan bo udendørs hele året rundt, så kræver det, at de har adgang til et skjul, som er minimume 10 grader varmt. Derfor kunne det været gået helt galt, hvis ikke de seks var blevet fundet i den kolde papkasse. Marsvinet er et populært kæledyr i Danmark, da de går i bur og er gode venner for også mindre børn.
Marsvinet er blevet holdt af mennesker i flere tusinde år og anses som en selvstændig art, der ikke naturligt forekommer i naturen. Enkelte marsvinearter, der i dag kan findes i naturen i Sydamerika, stammer muligvis fra domesticerede marsvin, som har etableret vilde bestande. Visse steder i Sydamerika spiser er marsvin ligeledes fast inventar på middagsbordet, hvor de er en stor kilde til næring blandt den lokale befolkning.
De seks søde marsvin. Foto: Fyns Internat