Sender danske vaccine-doser sydpå

Nyheder
Foto: Shutterstock
Vaccinerne skal ud og gøre gavn, siger Magnus Heunicke (S)

Lige nu læser andre også

Danmark donerer 358.700 vaccinedoser til Kenya, bekræfter Udenrigsministeriet fredag. 

De danske myndigheder forventer hurtigst muligt at kunne levere AstraZeneca vacciner til Kenya. UNICEF vil stå for logistikken.

"Regeringen har besluttet at donere 358.700 vaccinedoser med udløb d. 31. juli til Kenya. UNICEF vil stå for logistikken i forbindelse med leveringen og bistå med kontakten til det kenyanske sundhedsministerium. UNICEF og de kenyanske myndigheder har tilkendegivet, at det vil være muligt at anvende vaccinerne i Kenya, inden de udløber," skriver Udenrigsministeriet. 

Danmark har en stor mængde ubrugte AstraZeneca vacciner på lager, som snart udløber. Regeringen er opsat på, at ingen vacciner så vidt muligt skal gå til spilde. De 358.700 vaccinedoser er en del af de tre millioner vacciner, som regeringen har meldt ud, at Danmark forventer at donere i løbet af 2021.

Ud og gøre gavn

”Det er vigtigt med international solidaritet i en pandemi. Ingen er sikre før alle er sikre. Derfor er jeg er stolt af, at vi nu laver den første store donation af vacciner. Kenya står i en svær situation da de har modtaget langt færre vacciner, end de skulle have haft.  Derfor glæder det mig virkelig, at vi med danskindkøbte vacciner kan hjælpe og beskytte rigtig mange mennesker i Kenya mod pandemien,” udtaler udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S). 

Han tilføjer: ”Med hjælp fra UNICEF her i København kan vi få vaccinerne fra Danmark til Kenya og i brug dér, hvor de kan gøre en reel forskel.  Kenya har i mange år været en tæt samarbejdspartner for Danmark og med denne aftale styrker vi de bånd endnu mere.”

Sundhedsminiseren mener, at vaccinerne skal ud og bruges. 

”Vaccinerne skal selvfølgelig ud og gøre gavn, der hvor der er behov, og når vi står i en pandemisk situation, er vi afhængige af, at alle lande får vaccineret deres befolkninger. Vi skal så vidt muligt undgå, at vaccinerne går til spilde, og derfor er det positivt, at Kenya kan bruge dem. Vi har stadig rigeligt med doser på lager med længere holdbarhed, som kan benyttes i tilvalgsordningen,” siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S)

Det understreges desuden, at de danske sundhedsmyndigheder er i tæt dialog med UNICEF og kenyanske myndigheder om logistikken i forbindelse med donationen.

 

Anbefalet til dig