SF vil indføre ny skat

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
På grund af den stigende inflation, vil SF indføre en ny skat, der skal gå til at finansiere yderligere inflationshjælp.

Lige nu læser andre også

Hvis det står til SF, skal der indføres en ny særskat, som de vil pålægge Mærsk og andre rederier, som i den nuværende situation har skabt 'overnormale profitter'.

Derfor mener SF, at disse rederier skal lægge flere penge i statskassen, end de gør i forvejen. Derfor vil det danske parti indføre en ny særskat.

"Nogle af dem, der har tjent på inflationen, skal betale til nogle af dem, der er ramt af inflationen," lyder det fra Pia Olsen Dyhr, der er formand i SF, ifølge Ritzau.

"Vi kan se, at Mærsk har haft en ekstra stor profit både i år og sidste år, og vi mener, at de beskattes meget lidt i dag. Vi mener, at de godt kan beskattes lidt mere som en engangsbeskatning på grund af inflationen," siger hun også.

Siden 2001 har danske rederier haft en særlig skatteordning, der hedder tonnageskat. Det vil sige, at de betaler en fast skat eller afgift pr. skib. Derfor er beløbet ikke påvirket af selskabets overskud.

Dermed undgår rederierne at betale selskabsskat, der lyder på 22%, hvilket andre virksomheder betaler. I 2021 betalte Mærsk derfor omkring 4% af en indtjening på 117,5 milliarder kroner før skat.

Den danske rederigigant har en klar forventning om, at de i 2022 kommer til at overgå dette. De forventer nemlig, at deres driftsresultat lander på 270 milliarder kroner.

SF har ikke en konkret plan for, hvordan den nye særskat skal være udformet. De sigter dog efter, at der kan komme yderligere 12 milliarder kroner i statskassen.

Selvom de ikke har en plan for, hvordan den nye særskat skal udformes, har SF dog en plan for, hvad pengene skal bruges til. De skal nemlig gå til dem, der er 'rigtig hårdt ramt af inflationen'.

Blandt andet vil SF forhøje den grønne børnecheck til 2.500 kr. pr. barn, mens den skattefri check til folkepensionister, som får ældrecheck, skal hæves til 5.000 kr.

Hertil vil de også give 5.000 kr. skattefrit til andre grupper på overførselsindkomst, hvilket blandt andet omfatter SU-modtagere og dagpengemodtagere.

Anbefalet til dig