Sidste år gav Coop det gratis til 60.000 danskere: Forventer at det bliver vildere i år

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
I år forventer kæden, at der er flere danskere, der har brug for lidt hjælp.

Lige nu læser andre også

Interessen for julehjælp slår rekord igen i år. For mens mange forventer at skrue lidt op for gavebudgettet i 2023, melder foreningen Stop Spild Lokalt om en stigning på i efterspørgslen af overskudsmad til juleaften.

I Coop har rekordmange butikker meldt sig til at donere overskudsmad til økonomisk trængte.

Det skriver Coop Danmark i en pressemeddelelse.

For syvende år i træk samarbejder Coop med Stop Spild Lokalt. Det betyder, at mad, der ikke er blevet solgt, inden butikkerne holder lukket i helligdagene, doneres. Samarbejdet er af flere grunde vigtigt for Coop, forklarer CSR-chef, Thomas Roland:

”Det hjælper udsatte familier i en tid, hvor de har brug for en ekstra håndsrækning. Fordi Stop Spild Lokalt er til stede over hele landet, kan vi støtte i vores butikkers nærmiljø. Det er vigtigt for os. Og så vinder klimaet på samarbejdet, fordi vi undgår et stort madspild, og fordi varerne ikke skal transporteres over store afstande.”

Rasmus Erichsen, stifter af Stop Spild Lokalt, organiserer hvert år flere tusinde frivillige over hele Danmark, som hjælper med at hente overskudsvarerne i butikkerne og dele dem gratis ud til trængte familier. Igen i år vil behovet for julehjælp slå rekord, lyder hans forudsigelse:

”Behovet for vores hjælp har aldrig været større. Selvom inflationen er faldende, er julen stadig rigtig svær og presset for mange mennesker. Derfor er vi taknemmelige for støtten fra Coop og vores mangeårige samarbejde. Lillejuleaften sidste år delte vi overskudsmad ud til knap 60.000 mennesker, og vi forventer desværre, at endnu flere har brug for hjælp i år.”

Maden hentes i butikkerne af frivillige, der derefter gennemgår maden og udleverer den på lokale udleveringssteder over hele Danmark - de såkaldte Madoaser.

Med forventning om en ekstra travl aften den 23. december har direktør i 365discount og medlem af bestyrelsen i Stop Spild Lokalt, Michael Tilsted, samt adm. direktør for OK, Michael Løve, meldt sig til at hjælpe med at dele de mange varer ud om aftenen den 23. december i Parken på Østerbro i København.  

Anbefalet til dig