Nu skriver kong Philippe fra Belgien sig ind i den række af statsoverhoveder og konger, der har sagt undskyld for deres lands fortid. I dette tilfælde har kongen udtrykt sin "dybe beklagelse" over, at DR Congo (den Demokratiske Republik Congo, red.) i sin tid var en belgisk koloni.
DR Congo - der tidligere hed Belgisk Congo og sidenhen Zaire - var en belgisk koloni fra 1884 og frem til 1960. Landets naturlige rigdom har i årenes løb tiltrukket både andre lande, store selskaber og oprører, der har været på udkig efter de mange ressourcer, som DR Congos undergrund gemmer på.
Det betød bl.a., at millioner af mennesker døde af hårdt arbejde under kolonitiden.
Sårene smerter stadig
Men nu siger kong Philippe, der har været kongen siden 2013, undskyld. Det er sket i et brev, som kongen har sendt til DR Congos præsident Felix Tshisekedi. Heri udtrykker kongen sin "dybeste beklagelse"
"Jeg ønsker at udtrykke min dybeste beklagelse for fortidens sår, som stadig smerter i dag ved den diskrimination, som stadig er i vore samfund," skriver kong Philippe,
Brevet er forfattet og afsendt i anledning af 60-årsdagen for DR Congos uafhængighed.