Sikkerheden halter: Danmark har stadig ikke indført lovkrav om vinterdæk

Af: Amalie L.

|

21/11/2024

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Frosten og sneen er tilbage, og endnu engang ser vi kaos og ulykker på de danske veje.

Lige nu læser andre også

Alt for mange af disse kunne undgås, hvis Danmark indførte et lovkrav om vinterdæk i vinterføre – præcis som vores nabolande allerede har gjort med stor succes. Det handler ikke kun om sund fornuft, men om at redde liv og sikre tryghed for alle trafikanter.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra VIA ritzau.

Frosten er tilbage, denne gang ledsaget af sne, og endnu engang ser vi stribevis af ulykker på de danske veje. Tal viser, at en hel del af disse ulykker kunne have været undgået, hvis vi havde indført et lovkrav om vinterdæk i vinterføre, som det allerede er praksis i flere af vores nabolande.

Niclas Aarestrup, transportordfører for KristenDemokraterne, udtaler:
”Vinterkaos på vejene kræver ikke flere meter sne – det ser vi tydeligt i disse dage. Selv et tyndt lag frost eller sne kan skabe farlige situationer, og det er dybt frustrerende, at vi i Danmark stadig ikke har regler, der kan reducere antallet af ulykker. Et lovkrav om vinterdæk i vinterføre burde være en selvfølge. Vinterdæk er ikke kun sund fornuft, de redder også liv.”

I lande som Norge, Sverige og Tyskland har krav om vinterdæk vist sig at være en effektiv løsning. Erfaringer fra Sverige viser eksempelvis, at vinterdæk kan reducere vintertrafikulykker med 11-14%. Disse lande har forstået, at vinterføre kræver en særlig indsats for at sikre trafiksikkerheden.

Niclas Aarestrup fortsætter:
”Vi har brug for at gøre mere for trafiksikkerheden. Selv hvis de fleste bilister bruger vinterdæk, kræver det kun én uden for at skabe en farlig situation for mange andre. Det handler ikke kun om den enkeltes valg, men om vores fælles sikkerhed på vejene.”

Han tilføjer:
”Måske burde vi også overveje, om et obligatorisk glatførekursus med jævne mellemrum kunne være en del af løsningen. Vi ved, at mange bilister sjældent får trænet i at håndtere glatte veje, og det kunne måske være med til at redde endnu flere liv.”

Helårsdæk er desværre heller ikke en optimal løsning, da de hverken yder optimal præstation om sommeren eller vinteren. Vinterdæk er simpelthen nødvendige for at sikre bedre vejgreb, bremselængde og stabilitet under kolde og glatte forhold.

KristenDemokraterne opfordrer derfor til, at vi i Danmark følger vores nabolandes eksempel og indfører krav om vinterdæk. ”Det er ikke bare rettidig omhu – det er et spørgsmål om liv og død,” afslutter Niclas Aarestrup.

Anbefalet til dig