Skattestyrelsen advarer efter flere anholdelser: Sådan her gør vi ikke

Nyheder
Skattestyrelsen advarer torsdag. Foto: Skattestyrelsen
Skattemyndighederne slår torsdag fast, at de aldrig beder borgerne om fortrolige personoplysninger i telefonen

Lige nu læser andre også

To 21-årige er anholdt for at have udgivet sig for Skattestyrelsen – på den måde er det lykkedes at franarre forskellige personoplysninger fra en række borgere. Skattestyrelsen understreger, at styrelsen aldrig ville ringe og bede om borgernes fortrolige personoplysninger. To 21-årige mænd er i dag varetægtsfængslet i foreløbig 27 dage efter et grundlovsforhør i Københavns Byret. Mændene er sigtet for en lang række bedrageriforhold, fordi de over for forskellige borgere har udgivet sig for at være fra Skattestyrelsen.

Det fortæller styrelsen torsdag.

I telefonsamtaler har de pågældende forklaret, at borgerne skulle have penge tilbage i skat, og på den måde er det lykkedes mændene at franarre personlige oplysninger som fx NemID og kodeord fra borgerne.

"Det er glædeligt, at politiet har anholdt de pågældende. Det sker desværre af og til, at nogen udgiver sig for at være fra Skattestyrelsen, banker eller andre offentlige myndigheder for at begå bedrageri. Derfor er det vigtigt for mig at understrege, at vi aldrig beder om fortrolige person- og bankoplysninger i telefonen," siger underdirektør og stabschef i Skattestyrelsen Esben Haugland.

Skattestyrelsen kontakter i visse tilfælde borgere pr. telefon, men styrelsen vil aldrig bede om, at borgeren oplyser fortrolige personlige oplysninger som CPR-nummer, bank- og betalingskortoplysninger eller udleverer information fra NemId. Og har en borger fx overskydende skat, der skal udbetales, sker udbetalingen automatisk til borgernes NemKonto.  

Læs Skattestyrelsens gode råd om, hvordan man håndterer falske mails, SMSer og opringninger: skat.dk/falskemails.

Anbefalet til dig