Skattestyrelsen med vigtig besked til 600.000 danskere: Det er sidste chance

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Skattestyrelsen har meldt ud, at knap 600.000 borgere mangler at betale. Det anbefales at få det gjort hurtigst muligt.

Lige nu læser andre også

Skattestyrelsens seneste opgørelse af danskerne restskat viser, at der ved udgangen af maj måned var omtrent 650.000 borgere, der havde udbetalt restskat for 2022.

Omtrent 600.000 af disse havde en restskat, der befandt sig under den såkaldte indregningsgrænse på 22.503 kroner. Det betyder, at det er muligt at indregne sin restskat i skattebetalingen for 2024, hvis man befinder sig under denne grænse.

Beslutter man sig for at gøre dette, skal man være opmærksom på, at dag-til-dag-renten på 1,7% bliver erstattet med et procenttillæg på 3,7% fra den 3. juli. Ligeledes vil det naturligvis resultere i en øget skattebetaling i 2024.

Opgørelsen fra Skattestyrelsen viser, at der ved udgangen af maj var omtrent 40.000 borgere, hvis ubetalte restskat lød på mellem 12.000 og 22.503 kr.

"Nogle vil helst have restskatten hurtigt ud af verden. Andre ønsker i stedet at benytte sig af muligheden for at udskyde betalingen. Her er det den enkelte, der bedst selv kender sit økonomiske råderum, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Jan Møller Mikkelsen, i en pressemeddelelse.

"Vælger man at udskyde betalingen, skal man være opmærksom på, hvordan det vil påvirke næste års økonomi. Er det fx en restskat på 12.000 kr. man overfører, så vil det betyde godt 1.000 kr. mindre i hånden hver måned næste år. Det, tror jeg, alligevel godt kan overraske. Så kan en delbetaling nu måske være med til at lette økonomien næste år."

Er restskatten for 2022 ikke blevet indbetalt seneste 3. juli, vil der automatisk ske en overførsel til 2024. Det kræver dog, at den er under 22.503 kr. Indregningen vil du kunne se på TastSelv, når din forskudsopgørelse for 2024 er klar. Det forventes den at være i november.

Borgere med en restskat på mere end 22.503 kr., vil få op til tre rater til betaling i TastSelv. Man kan også modtage dette på girokort, hvis man er undtaget for digital post.

De cirka 600.000 borgere, der har en restskat på under indregningsgrænsen, har i alt betalt cirka 2 milliarder kroner for lidt i skat. Det giver et gennemsnit på knap 3.352 kr. fordelt over hele landet.

Skattestyrelsen oplyser, at dette gennemsnit gælder for borgere med en almindelig årsopgørelse og borgere, der er påkrævet at udfylde et oplysningsskema.

"Borgernes restskat er nogenlunde ligeligt fordelt i hele landet. Så man kan ikke sige, at nogle er bedre eller dårligere til at ramme plet her. I bund og grund handler det om at have en forskudsopgørelse, der stemmer med den økonomi, man reelt har i løbet af året. Det er den bedste vej til at undgå restskat," siger Jan Møller Mikkelsen.

Anbefalet til dig